Aabenraa Kommunes Klimaplan 2022 - Flipbook - Side 42
Vandet som ressource i
varmere og vådere klima
I fremtiden bliver klimaet både varmere og vådere i Aabenraa Kommune. Mere regn om vinteren og somre med flere tørkeperioder
afbrudt af kraftigere regnskyl. Dette nedbørsmønster vil betyde, at grundvandet står højere om vinteren, mens det vil falde om sommeren.
Vandstanden i havet vil stige, og der vil være større skydække. Vinteren vil blive mildere og fugtigere, og der vil være færre dage med frost.
Aabenraa Kommunes kyststrækning på
over 100 km er kendetegnet ved to fjorde og
Genner Bugt. Kystområderne langs fjordene
vil i fremtiden blive udfordret af forhøjet
vandstand samt flere og kraftigere stormfloder.
Udfordringen er størst i Aabenraa by, hvor
vandet kan komme flere forskellige steder fra:
forhøjet havvandstand, stormfloder, stigende
grundvandsstand og mere intens nedbør.
Dertil kommer, at flere vandløb munder ud
ved Aabenraa by, hvilket yderligere udfordrer
området, når der kommer mere intens nedbør.
Når der i fremtiden kommer flere skybrud, vil
der være risiko for oversvømmelser i byer, langs
vandløb og i det åbne land.
Aabenraa by er på grund af beliggenheden
ud til Aabenraa Fjord blevet udpeget som ét
af i alt 14 risikoområder i Danmark i henhold
til EU’s Oversvømmelsesdirektiv. Aabenraa
Kommune har i november 2021 færdiggjort
den anden udgave af en risikostyringsplan,
som sætter rammerne for håndtering af
42
stigende havvand, øget afstrømning og
forøget nedbør i området.
Klimatilpasning i Aabenraa Kommune
Der er mange muligheder for at sikre Aabenraa
Kommune mod klimaforandringerne. Og hvis
arbejdet gribes rigtigt an, kan vandet ligefrem
ses som en ressource og et potentiale i
kommunens fremtidige udvikling. Derfor tager
alt fremtidigt arbejde med klimatilpasning
udgangspunkt i, at det oversvømmende vand
betragtes som en ressource.
En ressource, som skal:
· styrke Aabenraa Kommunes grønne identitet
ved at skabe klimatilpasningsprojekter,
der binder den eksisterende natur bedre
sammen med byer og bolig- og erhvervsområder
· skabe miljømæssige, sociale og økonomiske
merværdier for den størst mulige del af
kommunens borgerne
· være forankret i borgerinvolvering og
partnerskaber, så alle får mulighed for at
præge og involvere sig i lokale projekter
Det er ambitionen, at den klimatilpassede
Aabenraa Kommune skal blive endnu mere
attraktiv at bo og drive virksomhed i. Tilgangen
til klimatilpasningen skal være innovativ og
adaptiv, så vi er åbne for nye klimaløsninger,
som kan tilpasses klimaets udvikling og den
fremtidige anvendelse af arealer.
Mål i 2050
Kommunen er klimarobust og
tilpasningsdygtig over for fremtidens
klimaudfordringer
Der er mindre behov for at akutsikre
værdier mod oversvømmelse, selv
om sandsynligheden for voldsomme
hændelser stiger