Aabenraa Kommunes Klimaplan 2022 - Flipbook - Side 44
Sådan bruger vi vandet som ressource
Der er mange forskellige måder at arbejde med vandet som ressource. Vi giver fire eksempler.
Stigende havvand – Aabenraa by
Aabenraa Kommune arbejder på et
omfangsrigt projekt, der både skal skabe
mulighed for byudvikling på dele af de bynære
havnearealer og sikre den bagvedliggende
by mod havvandsstigninger på kort og lang
sigt. Projektet er komplekst, da det udover at
imødegå stigende havvand og flere stormfloder også skal sikre området mod stigende
regnmængder, der strømmer gennem vandløb
samt flere og voldsommere skybryd.
Men ved at tænke disse kilder til vand ind som
en synlig ressource i den fremtidige bydel, kan
man omdanne dele af arealerne til attraktive
boligområder og anderledes rekreative byrum.
Tilpasningen af de bynære havnearealer
giver en unik mulighed for at udvikle nye
typer mødesteder, der kan binde byen
sammen med den smukke fjord og den
omkringliggende skovnatur.
Den tilpasningsdygtige planlægning skal
desuden sikre, at der vælges adaptive
løsninger, der kan bygges videre på over de
næste 100 år, i takt med at klimaændringerne
medfører nye udfordringer, og behovene for
byudvikling ændrer sig.
44
Det stigende grundvand – Bylderup-Bov
I de seneste år er der observeret tiltagende
problemer med vand i kældre og i fællesledninger i Bylderup-Bov, efter der er etableret
kloakseparering i byen. Aabenraa Kommune
og forsyningsselskabet Arwos samarbejder
derfor om at følge udviklingen og finde
løsninger.
En del af løsningen ligger i et stort partnerskab
med danske og udenlandske universiteter,
Region Syddanmark og Geologiske
Undersøgelser for Danmark og Grønland
(GEUS) om at søge midler til at udvikle metoder
og indsatser gennem EU’s støtteprogram
Interreg.
Indsatserne skal blandt andet bygge på
naturbaserede løsninger med kontrolleret
vandparkering i bassiner, i ådal og i lavbundsområder, ved skovrejsning, ved genslyngning
af vandløb samt ved at holde vandet tilbage i
oplandet ved styret dræning. Disse indsatser
skal både skabe naturoplevelser for borgerne
og styrke biodiversiteten i området.
Midlerne fra Interreg er søgt i foråret 2022, og
ved tilsagn forventes det, at projektet starter i
2023.
Bæredygtig erhvervsudvikling – Padborg
Som led i udviklingen af Padborg Erhvervsområde tilbyder Aabenraa Kommune
virksomheder, der bygger i Erhvervsområde
Vest, at indgå i et offentlig-privat
innovationspartnerskab med Aabenraa
Kommune. Kommunen vil være lead partner
med henblik på at søge økonomiske midler
til at udvikle og teste grønne løsninger inden
for byggeri og håndtering af overfladevand.
Virksomhederne i området får dermed
mulighed for at blive frontløbere og afprøve
nye løsninger til inspiration for fremtidig
erhvervsudvikling og best practice i
vandhåndtering og energieffektivisering.
Også for andre transportcentre nationalt og
internationalt.
Det er vores mål, at bygninger,
infrastruktur og omkringliggende arealer
vil gøre erhvervsområdet grønt og fortælle
historien om nytænkning i arkitektur og
bygningsudformning samt samarbejde om
planlægning. Desuden skal kommunens mål
om øget biodiversitet og miljømål for natur,
grundvand og overfladevand opfyldes med
løsningerne.