Best Travel 2020 - Side 19



19
DAG 1 Ankomst til Bologna
Ankomst til Bologna og transfer til vores hotel i Emilia-Romagna-regionen. Aftensmad med lokale specialiteter.
DAG 2 Liguriens hovedstad Genova – Den italienske riviera
Vi tager på byvandring i Genova med de smukke gamle
købmandspalæer og krogede gader. Der er mulighed
for at besøge byens nye stolthed – Europas næststørste
akvarium eller måske det interessante søfartsmuseum.
Vi fortsætter langs den italienske Riviera og indkvarteres
på et dejligt hotel ved havet i Alassio. Med sin lange, fine
sandstrand og de frodige omgivelser udviklede byen sig til
et populært feriested i slutningen af det 19. årh. Mange af
byens berømte besøgende har signeret en kulørt keramikflise på den berømte Muretto di Alassio, muren overfor den
historiske Caffè Roma. Caféejeren og forfatteren Ernest
Hemingsway startede traditionen i smug i 1953, men da
bystyret ikke greb ind er hundredevis af fliser kommet til.
DAG 3 Olivenmølle og pesto i Taggia
Efter morgenmaden kører vi til til Taggia, kendt for den berømte ekstra jomfruolivenolie. Vi besøger en olivenmølle
og et oliemuseum og hører om fremstilling af olien af den
smagfulde Taggiasca-oliven. Frokost på en hyggelig restaurant, hvor der serveres lokale specialiteter. Uunder frokosten arrangeres en demonstration af pesto-fremstilling.
Dagens tur byder også på spektakulære udsigter og besøg
i den maleriske gamle by Cervo.
DAG 4 Fyrstedømmet Monaco – Bjergbyen Éze
Vi kører vestpå langs kysten til det lille fyrstendømme Monaco, som for alvor blev verdenskendt da Fyrst Rainier i 1956
giftede sig med den amerikanske filmstjerne Grace Kelly.
Vores tur rundt i Monaco bringer os bl.a. forbi den smukke
katedral, den flotte havn med store luksusyachter samt naturligvis det berømte Monte Carlo Casino, som er symbolet
for det dekadente luksusliv, der forbindes med Monaco. Efter
rundturen er der lidt tid på egen hånd, f.eks. til at besøge fyrstepaladset. Vores næste destination er den charmerende
bjergby Éze, der ligger smukt på et højt klippefremspring
mellem Monaco og Nice med en imponerende udsigt over
halvøen Saint-Jean-Cap-Ferrat. Vi går en tur gennem byens
hyggelige gader og besøger et parfumeri, hvor der er mulighed for at købe lokalt fremstillede souvenirs med hjem.
Herefter er der lidt tid på egen hånd, måske til at se nærmere
på byens mange små butikker med kunsthåndværk eller besøge den eksotiske have med sjældne planter.
DAG 5 Blomsterrivieraens hovedstad San Remo - Dolceacqua
Dagens tur går til blomsterrivieraens mest eksklusive by
San Remo. Byen med de mange smukke bygninger i Belle
Epoque-stil har en skøn beliggenhed ved havet og har
gennem tiden været besøgt af det italienske aristokrati,
kunstnere og sangere. Turen går videre til middelalderbyen
Dolceacqua, hvor tiden nærmest har stået stille i flere hundrede år. Mange kunstnere har gennem tidens løb fundet
smukke motiver i Dolceacqua fx Monet, der her malede det
smukke maleri Broen i Dolceacqua. Inden turen går tilbage
til Alassio, skal vi smage på den lokale vin på en vincantina.
DAG 6 Nice – Saint-Paul de Vence
I dag skal vi opleve Nice, som i begyndelsen af sidste århundrede var et yndet rejsemål for aristokratiet i både
England og Rusland, hvilket afspejles i de imponerende
bygninger, som vi bl.a. kan beundre langs Promenade des
Anglais og i Sankt Nikolaj-kirke fra 1912. Der bliver også tid
til at nyde atmosfæren i byens charmerende gamle bydel.
Vi fortsætter til den velbevarede middelalderby Saint-Paul
de Vence. Den berømte skuespiller Yves Montand boede
i Saint-Paul de Vence og spillede boule på byens torv. De
kunstinteresserede kan besøge det moderne kunstmuseum Fondation Maeght, der bl.a. har værker af Pablo Picasso, Joan Miró og Marc Chagall.
DAG 7 Keramikbyen Albissola – Besøg på Museo Asger Jorn
Vi sætter kurs mod Albissola Marina hvor den danske
kunstner Asger Jorn slog sig ned i 1954 og gennem 20 år
satte sit eget præg med et væld af vægmalerier og keramisk kunst. Jorn skabte også det skønne keramikfortov,
som vi kan beundre langs byens strandpromenade. Efter
besøget i Jorns hus, som i dag er museum, er der tid til
frokost og måske et besøg i nogle af byens spændende
keramikværksteder inden turen går videre mod regionen
Emilia Romagna – også kaldet Italiens spisekammer – hvor
vi spiser aftensmad og overnatter.
DAG 8 Posletten - Parma - Hjemrejse
Intet besøg i Emilia-Romagna regionen er fuldendt uden
at have smagt på områdets specialiteter – parmaskinke,
parmesanost og balsamicoeddike. Undervejs mod Parma
besøger vi et eddikeri, hvor vi indvies i processen med
fremstilling af balsamicoeddike. Efter besøget i Parma nyder vi en god frokost i landlige omgivelser på komponisten
Giuseppe Verdis hjemegn – og skal naturligvis smage på
den lokale skinke og Parmesan-osten. Godt mætte sætter
vi kurs mod lufthavnen i Bologna for at påbegynde hjemrejsen til Danmark.

Paperturn



Powered by


Fuld skærm Klik for at læse
Paperturn bladre katalog fremviser
Søg
Oversigt
Download som PDF
Udskriv
Indkøbskurv
Fuld skærm
Afslut fuld skærm