Best Travel 2020 - Side 47



47
DAG 1 Ankomst til Amman
Fly til Amman og transfer til Grand Palace Hotel, hvor vi får
udleveret en snackbox til natmad på værelset og går til ro.
DAG 2 Amman - Skolebesøg - Jerash - Vinsmagning
Vi starter med et besøg på en lokal skole. Herefter tager
vi på byrundtur i Amman, hvis gamle bydel primært er
bygget i lyse sandsten og derfor kaldes ”den hvide by”. Vi
hører om Ammans historie og den spændende beretning
om Amfiteatret og Citadellet. Derefter frokost, hvorpå vi går
den spændende og fascinerende tur ind i hjertet af Jerash
– den måske vigtigste romerske by i Mellemøsten, der i
sine velmagtsdage menes at have haft 20.000 indbyggere.
Ud på eftermiddagen skal vi smage på de jordanske vine,
som overrasker ved nærmere bekendtskab.
DAG 3 Mt. Nebo - Skt. Georgskirken - Jesu Dåbssted
Husker du Moses’ 40 år i ørkenen fra din bibelhistorie? Vi
besøger Mount Nebo (710 meter over havet), hvorfra Moses ifølge Det Gamle Testamente kigger ind i Det Forjættede Land. Det er også her i nærheden, man mener, at Moses
døde og ligger begravet. At Mt. Nebo er et helligt sted for
mange kristne bekræftes af de regelmæssige pavebesøg.
Moses er imidlertid en vigtig person for alle tre verdensreligioner, så alle føler et tilhørsforhold. I klart vejr kan vi se
tårnene i Jerusalem, som ligger 40 kilometer herfra. Videre
til Madaba, hvor vi i Sankt Georgkirken betages af den ældste mosaik, der forestiller Det Hellige Land. Kunstværket
dateres til byzantinsk tid i det 6. århundrede og består af
hele 2 millioner mosaikstykker. Vi fortsætter til Jesu dåbssted, Al-Maghtas, hvor vi ser sporene efter kirker, kapeller,
dåbsbassiner og et kloster fra byzantinsk tid. Herefter kører
vi sydpå mod Petra.
DAG 4 Petra - Besøg i beduinlandsby
Vi går gennem en kilometerlang klippespalte ind mod oldtidsbyen Petra – nabatæernes hovedstad. Her udspandt sig
gennem flere århundreder en fantastisk historie om et folks
storhed, fald og forglemmelse. Frokosten spiser vi i dag inde
i Petra. Herefter venter en ligeledes enestående oplevelse, vi
sent vil glemme. Vi er inviteret på besøg hos Albdoul-stammen, der gennem århundreder har levet en meget isoleret
tilværelse i klippehulerne i Petra. Her får vi et sjældent indblik
i en fascinerende livsstil og der bliver rig lejlighed til at stille
spørgsmål til Yasser, som er dansk gift, og hans søster Madal - de taler begge godt engelsk. Oplevelsen krydres med
et eksotisk aftensmåltid, serveret af de lokale i et autentisk
beduintelt. En stærk og nærværende oplevelse.
DAG 5 Wadi Rum - Aqaba
Efter morgenmaden checker vi ud fra vores værelser og
begiver os videre sydpå til Wadi Rum. Her venter en spændende jeepsafari i den måske smukkeste ørken på denne
jord. Det var bl.a. her i området T.E. Lawrence - bedre kendt
som ”Lawrence of Arabia” - skrev verdenshistorie med sine
bedrifter og vi hører om Lawrences vigtige historie og eftermæle. Flere scener fra filmen af samme navn er også
optaget her. To andre storfilm - ’The Last Days on Mars’ og
’The Martian’ er optaget her i hhv. 2013 & 2015. Beduinerne
tager venligt og respektfuldt imod, så vi føler os velkomne
og godt tilpas i disse eksotiske omgivelser, hvor frokost og
te venter os i en beduinlejr. Sidst på dagen ankommer vi til
Aqaba, hvor vi bliver indkvarteret på vores hotel og spiser
middag. Er vi heldige, når vi en tur i bølgen blå.
DAG 6 Aqaba - Sejltur på Det Røde Hav
Jordan er kendt som et af de tørreste steder i verden – men
nu venter der os alle en velfortjent tur i bølgerne under
vores ophold i Aqaba ved Det Røde Hav. Der er mulighed
for at bade i hotellets dejlige pools eller ved stranden, hvor
man også kan nyde den friske brise fra havet. Vi tager på
en hyggelig sejltur inkl. frokost på Det Røde Hav, hvor et
righoldigt undervandsliv med mange fisk åbenbarer sig
gennem bådens glassider. På båden er der mulighed for
at leje svømmefødder og snorkel. Tilbage på land spiser vi
middag på hotellet.
DAG 7 Det Døde Hav
Sidste stop på vores rundrejse i det smukke Jordan er ved
Det Døde Hav - det laveste punkt på jorden, 390 meter under havets overflade. Vi overnatter på Dead Sea Spa Hotel, som ligger lige ned til vandet. Både på dag 7 og dag
8 slapper vi af og der er mulighed for at bade i Det Døde
Hav og evt. indsmøre sig i mudder med gavnlig indvirkning
på huden. Vi bliver som født påny! Husk badesko. Vi spiser
middag på hotellet.
DAG 8 Hjemrejse
Vi checker ud fra vores værelser ved middagstid og stiller
bagagen ved receptionen, hvor den er under opsyn. Vi har
det meste af eftermiddagen til rådighed til at nyde omgivelserne og lade op efter en række begivenhedsrige dage.
Ved 17-tiden kører vi mod Amman, hvor vi nyder en sidste middag sammen på pittoresk restaurant, som tidligere
var indrettet til hesteopdræt. Derpå til den smukke Queen
Alia Airport, hvorfra vi flyver tilbage til København. God tur
hjem og tak for godt selskab!

Paperturn



Powered by


Fuld skærm Klik for at læse
Paperturn bladre katalog fremviser
Søg
Oversigt
Download som PDF
Udskriv
Indkøbskurv
Fuld skærm
Afslut fuld skærm