Best Travel - Grupperejser-katalog - Flipbook - Side 73
69
DAG 1 Athen
Efter ankomsten tager vi på panoramarundtur i Athen. Vi
passerer forbi byens vigtigste seværdigheder, heriblandt
Hadrians Port og Zeus’ Tempel, det gamle olympiske stadion samt parlamentsbygningen, Syntagma-pladsen og
Nationalhaven. Efter byrundturen besøger vi Akropolis.
Sidst på dagen kører bussen os til det 3-stjernede London
Hotel, som ligger tæt ved vandet i Athens sydlige udkant. Vi
checker ind og spiser aftensmad på hotellet.
DAG 2 Bådudflugt i den Saroniske Bugt
Vi kører til havnen i Piræus, hvorfra vi tager på en skøn heldagsudflugt med båd til de tre øer Hydra, Poros og Egina
med frokost ombord. Egina er den største af de mange øer
i den saroniske bugt og består både af lave bjerge og flotte
dale fyldt med oliventræer, citrusfrugter, vin og mandeltræer. Midt på øen ligger det velbevarede Athena-tempel
– mens man i hovedbyen Egina finder skyggefulde tavernaer langs den smukke havnepromenade. Sidst på dagen
vender vi tilbage til fastlandet.
DAG 3 Korinth - Mykene - Epidavros - Nafplion
Vi forlader London Hotel og sætter kursen mod Korinth,
som i den klassiske periode var mere velhavende end selv
Athen og Theben som følge af indtægterne fra handel og
trafik. Korinther-kanalen, der åbnede i 1893, giver skibstrafikken adgang til at passere den smalle landtange mellem
fastlandet og Peloponnes. Før kanalens tid transporterede
man møjsommeligt skibe over landtangens klipper på slæder. Vi krydser kanalen til halvøen Peloponnes, som er opkaldt efter sagnhelten Pelops, og besøger de arkæologiske
udgravninger i Mykene, som i det andet årtusinde f.Kr. var
en af de mest betydningsfulde græske civilisationer. Vi skal
blandt andet se den berømte Løveport, som var indgangen til byen, samt Agamemnons grav og bordkomplekset.
Herefter går turen videre til Epidavros, hvor vi skal opleve
det imponerende antikke teater, som stadig bliver brugt
til forestillinger. Teatret er opført i det 4. århundrede f.Kr.
De oprindelige 34 rækker blev i romertiden suppleret med
yderligere 21 rækker. Teatret kan rumme op til 15.000 tilskuere og er berømt for sin exceptionelle akustik, som betyder at skuespillernes stemmer kan høres over hele teatret
uden forstærkning. Vi spiser middag og overnatter i den
pittoreske by Nafplion, som er en af Grækenlands smukkeste og mest romantiske byer.
DAG 4 Olympia - Nafpaktos
Efter morgenmaden er der tid til at se sig om i den hyggelige
by Nafplion inden turen går til Olympia, hvor de oprindelige olympiske lege blev afholdt i antikken. Det arkæologiske
område rummer blandt andet Hera-templet, og Zeus-templet, Pelopion og alteret, hvor man ofrede til guderne. Olympia er også kendt for Pheidias’ store Zeus-statue af guld og
elfenben, som blev udnævnt til en af verdens syv underværker i antikken. Sidst på dagen ankommer vi til Nafpaktos,
hvor vi cehcker ind på vores hotel og spiser aftensmad.
DAG 5 Ioannina - Kalambaka
Vi tager på udflugt til Ioannina, som ligger på den vestlige
bred af Pamvotidis-søen. Vi ser byens største seværdigheder, heriblandt borgen, Kira Frossini-øen og Ali Pasha-museet. Efter besøget i Ioannina kører vi til Kalambaka, hvor vi
checker ind og spiser aftensmad på hotellet.
DAG 6 Meteora
I dag skal vi opleve Meteora, et kompleks af græsk-ortodokse klostre med en helt ubeskrivelig beliggenhed på
hver sin klippesøjle i et fantastisk landskab. Vi besøger et
af klostrene - de skiftes til at holde åbent for offentligheden
- og får historien om disse særlige klostre, som er på UNESCO’s Verdensarvliste. Herefter fortsætter vi til Delfi, hvor vi
spiser aftensmad og overnatter.
DAG 7 Delfi - Athen
Vi besøger de arkæologiske udgravninger ved Delfi, som
i oldtiden var en af de mest betydningsfulde Apollonhelligdomme. Delfis politiske betydning skyldtes den berømte
orakelhelligdom, som ifølge traditionen var virksomt i forbindelse med flere græske bystaters lovgivning, og spillede
en stor rolle i den græske kolonisation. En række præsteskaber og embedsmænd var knyttet til oraklet, samt en
kvinde, der forkyndte gudens svar. Så går turen tilbage til
Athen, hvir vi besøger det nye Akropolis-museum inden
vi igen checker ind på Hotel London og spiser aftensmad.
DAG 8 Hjemrejse
Vi pakker kufferterne og sætter kursen mod lufthavnen i
Athen, hvorfra vi flyver tilbage til København.