Best Travel - Grupperejser-katalog - Flipbook - Side 45
41
DAG 1 Ankomst til Mallorca
Afrejse fra Danmark. Ankomst til Palma de Mallorca. Transfer til hotellet i Palmanova, hvor vi bliver indkvarteret på
vores værelser. Vi spiser aftensmad i hotellets restaurant.
DAG 2 Til fri disposition
Dagen er til fri disposition til at slappe af på hotellet eller
se sig om i Palmanova - gå f.eks. en tur langs den skønne
strandpromenade og nyd et glas forfriskende sangria med
udsigt over havet.
DAG 3 Udflugt til Valldemossa
Valldemossa ligger i smukke omgivelser i bjergene i ca. 400
meters højde. Den fortryllende bjerglandsbys hyggelige
gader med maleriske stenhuse og blomsterkrukker er en
seværdighed i sig selv. For dem, der har lyst, viser rejselederen rundt i det tidligere karteuserkloster, hvor den berømte komponist Chopin boede i vinteren 1838. Vi starter
med at se kirken og derefter klostret med munkecellerne. I
værelserne, hvor Chopin og den excentriske forfatter George Sand boede, kan vi bl.a. se Chopins klaver, som han
fik sendt fra Paris. Til værelserne hører også en lille frodig
have med en skøn udsigt over bjerglandskabet. Herefter er
der mulighed for at se sig om i det lille palads ved siden af
klostret, hvor vi afslutningsvis overværer en klaverkoncert
(ca. 15 min.) med Chopins smukke musik. (Entré til kirken,
klostret og paladset inkl. koncert ca. €13,50)
DAG 4 På egen hånd
Dagen er til fri disposition til oplevelser eller afslapning på
egen hånd. Rejselederen er gerne behjælpelig med tips og
praktiske informationer. Tag evt. lokalbussen ind til Palma de
Mallorca.
DAG 5 Middelhavssalt og mallorquinsk frokost
Vi bliver hentet på hotellet og kører med bus til saltværket
Salinas d’Es Trenc på Mallorcas sydøstkyst. Turen går gennem den fladere del af Mallorca med mange små landbrug.
I skellene og langs vejen ser vi de karakteristiske gamle
mallorquinske stengærder. Saltværket ligger i et smukt
naturområde, som er et eftertragtet overvintringssted for
flamingoer og andre trækfugle. Vi får en spændende rundvisning mellem bassinerne og de store saltbjerge og hører
om udvindingsprocesserne for de forskellige salttyper og
kvaliteter. Efter rundvisningen er der mulighed for at købe
salt med hjem, en dejlig souvenir. Vi fortsætter til en typisk
mallorquinsk restaurant, som er indrettet i en gammel mølle – et favoritsted for lokalbefolkningen, bl.a. når familien
samles til søndagsfrokost. Her spiser vi en lækker frokost
med rustikke, autentiske specialiteter og vin og vand til. Efter frokosten går turen tilbage til hotellet.
DAG 6 Til fri disposition
Dagen er til fri disposition til afslapning ved poolen eller
stranden eller måske til en slentretur langs kysten.
DAG 7 Soller og Puerto de Soller
Vi kører med bus til bjergkæden Tramuntana, hvor vi besøger Soller. Den hyggelige by ligger smukt i en skøn dal med
appelsin-, citron- og olieventræer. Efter lidt tid til at se sig
om på egen hånd mødes vi igen og der er nu mulighed for
at tage med den stemningsfulde veteransporvogn (billet
ca. €7) til den skønne naturhavn Puerto de Soller. Alternativt kan man gå tilbage til bussen, som også kører til Puerto
de Soller. Vi tilbringer ca. en time i Puerto de Soller, gå f.eks.
en tur på promenaden, som omkranser den smukke lille
bugt. Herefter kører vi med bussen tilbage til hotellet.
DAG 8 Hjemrejse
Vi pakker kufferten og checker ud fra vores værelser på
hotellet. Transfer til lufthavnen, hvorfra vi flyver tilbage til
Danmark. Tak for denne gang!
Ekstra udflugter
Foruden de inkluderede udflugter er der mulighed for at
tilkøbe yderligere udflugter:
Kulturcentret Asbæk
Marked i Inca + vinsmagning
Dragegrotterne i Porto Cristo