Best Travel - Grupperejser-katalog - Flipbook - Side 49
45
DAG 1 Ankomst til Costa de la Luz
Ankomst Malaga og bustransfer til vores hotel i El Puerto
de Santa Maria, hvor vi bliver indkvarteret i vores værelser
og spiser aftensmad på hotellet.
DAG 2 El Puerto de Santa María - de 100 paladsers by
El Puerto de Santa María ligger ved mundingen af floden
Guadalete og har fået navn efter Colombus’ skib, Santa
María, som han kontrakterede her i byen. De mange imponerende paladser fra kolonitiden vidner om byens store
betydning og rigdom i perioden. I dag har denne autentiske spanske by to meget forskellige hovederhverv, fiskeri
og sherry-produktion. Såvel frisk som tilberedt fisk sælges
over alt - på gaden, på barerne og i restauranterne og man
skyller efter med en kølig, tør sherry. Vi tager på byrundtur
til fods i El Puerto de Santa María og slutter af med et besøg
hos en af de kendte sherryproducenter og skal selvfølgelig
smage på den liflige vin. Eftermiddagen er til fri disposition.
DAG 3 Udflugt til Sevilla
Sevillaligger smukt ved den historiske flod, Guadalquivir.
Vi starter med en panoramatur i bus gennem byen. Her
ser vi den gamle tobaksfabrik - kendt fra Bizets opera, hvor
Carmen sad og rullede cigarer, den flotte promenade langs
floden Guadalquivir, Guldtårnet, San Telmo Palæet m.m.
Herefter går turen til María Luísa-parken, hvor vi besøger
den flotte Plaza España, som var centrum under den store
spansk/amerikanske verdensudstilling i 1929. Efterfølgende
er der tid på egen hånd, som for eksempel kan bruges i det
legendariske jødekvarter Santa Cruz, kendt fra Don Juan
og Barberen fra Sevilla, med smalle stræder og charmerende små pladser med duftende appelsintræer. Man kan også
besøge verdens største gotiske domkirke, hvor Columbus
ligger begravet. Den enorme guldbelagte altertavle er den
mest imponerende af slagsen i hele Spanien, og overalt i
kirken støder man på kunstværker af uvurderlig værdi. Det
mauriske 100 m høje kirketårn La Giralda - Sevillas vartegn
- er 800 år gammelt.
DAG 4 På egen hånd
Dagen er til fri disposition til oplevelser eller afslapning på
egen hånd. Rejselederen er gerne behjælpelig med tips og
praktiske informationer. Adskillige sherry-firmaer, blandt
andet det store firma Osborne, har hjemme i El Puerto, så
der er rig lejlighed til at få flere vinoplevelser på egen hånd
i den hyggelige by. Man kan selvfølgelig også bare nyde et
glas sherry, som typisk koster omkring €1,50, på en af byens
mange barer og restauranter. Er man sulten kan man mange
steder nyde friskfanget fisk, skaldyr og blæksprutter i mindre
portioner, så man kan smage lidt forskelligt. Har man lyst til
at tage forskud på programmet med et besøg i Jerez er det
nemt at komme dertil med toget, turen tager kun godt 10
minutter. Det er også nemt at komme til Cádiz, turen med
katamaran-færgen varer 20 minutter. og terminalen ligger
centralt i byen.
DAG 5 Sherry-hovedstaden Jerez
I dag tager vi på udflugt til Jerez, som er hovedstaden i
sherrydistriktet og har givet navn hertil. I Jerez er tiden til
fri disposition, rejselederen orienterer på forhånd om nogle
af de mest kendte seværdigheder. Der er f.eks. mulighed for
at overvære en spektakulær opvisning med de berømte andalusiske heste i smukke omgivelser. Professionelle ryttere
i dragter fra 1600-tallet fremviser spanske raceheste, som
bl.a. kan danse til klassisk, spansk musik. Jerez har desuden
en af verdens vigtigste samlinger af ure. Det flotte museum
rummer 300 ure fra 1600-1800-tallet, som alle går rigtigt.
Sidst på eftermiddagen kører vi tilbage til hotellet.
DAG 6 Cádiz - Vestens første by
Vi sejler med færgen tværs over bugten til Cádiz, hvor vi
tilbringer det meste af dagen. Cádiz, der oprindelig var en
ø, går for at være den første rigtige by i den vestlige verden. Byen blev grundlagt 1100 f.kr. af den sagnomspundne
føniker, Herkules. I 1700-tallet havde Cádiz gennem 60 år
monopol på al handel med den ny verden, og den medfølgende magt og velstand har sat sit præg på byen. Rejselederen viser de største seværdigheder i Cádiz til fods.
Herefter er der tid til at opleve den spændende by på egen
hånd. Nyd udsigten over havet og gå på opdagelse i de
hyggelige gader - her er fodgængervenligt, for mange af
gaderne er simpelthen for smalle til biltrafik.
DAG 7 Grazalema-bjergene og de hvide landsbyer
I dag skal vi på en naturskøn køretur, hvor vi kommer igennem det smukke skovfyldte bjerglandskab Grazalema. Vi
ser også nogle af de berømte ”Pueblos blancos”, Andalusiens charmerende hvidkalkede landsbyer. Undervejs er der
mulighed for en skøn spadseretur langs et lille vandløb har man ikke lyst til at gå er man velkommen til at køre med
bussen. Herefter er der tid til frokost på egen hånd inden vi
besøger den hvide landsby Arco de la Frontera, som ligger
smukt ved en opdæmmet sø. Fra rådhuspladsen er der en
helt ubeskrivelig udsigt.
DAG 8 Hjemrejse
Vi forlader hotellet og kører med bus til lufthavnen i Malaga, hvorfra vi flyver tilbage til Danmark. På gensyn!