årsberetning-2021-paperturn-3 - Flipbook - Side 5
VI BYGGER FREMTIDENS
ALMENE BOLIGLIV
Citatet, på venstre side, er et gammelt, kinesisk ordsprog,
som du måske allerede kender. Den lille krølle til sidst er
noget, vi selv har tilføjet, for i 2021 har vi nemlig bygget
almene bæredygtige boliger til den store guldmedalje.
I 2021 blev vores drømme om forandring og fornyelse af
den almene sektor til virkelighed. Vi fik sat gang i renoveringsarbejdet i 5 afdelinger. Vi åbnede op for en række nye
almene boligafdelinger på Sjælland og sagde velkommen
til nye familier, singler, pensionister og studerende i vores
almene boligfællesskaber.
Vi udvidede vores udbud af boliger med 241 nye boliger.
Nye træboliger. Nye rækkehusboliger. Nye tagboliger.
Nye studieboliger. Nye boliger i totalrenoverede erhvervslokaler.
På den måde var 2021 især et fornyelsens år, hvor visionen
om at imødegå den store boligmangel med at bygge flere
almene boliger på Sjælland blev til virkelighed. ”Fornyelse”
har været en slags gennemgående tema for mange af
vores aktiviteter i 2021, som vi stiller skarpt på her i årsberetningen. Der er selvfølgelig også sket en masse andre
betydningsfulde ting i vores boligselskab i løbet af 2021.
Dem kan du læse mere om i vores højdepunkter fra året.
Tak til jer alle; vores medarbejdere, beboervalgte og samarbejdspartnere, som alle på hver jeres vis har bidraget til
at skabe ’Trygge hjem for alle’ – også i 2021.
Rigtig god læselyst.
Tom Frederiksen, formand
Bo Jørgensen, direktør
VI BYGGER FREMTIDENS ALMENE BOLIGLIV 5