Den Danske Ølrevolution - Flipbook - Side 66
Ølturisme
Visit Carlsberg fastholder positionen som en af Københavns bedst besøgte turist
attraktioner. De danske bryggerier havde mere end en halv million gæster i 2015
Med over 200.000 gæster på Visit Carlsberg
i 2015 tyder alt på, at besøgscentret med
sin kombination af museum, bryggeri, bar,
butik, gamle bygninger og heste fastholder
positionen blandt de 10 mest besøgte attraktioner i København.
– Vi har haft et rekordstort antal gæster.
Det skyldes blandt andet vores fredagsbar,
Carlsberg Fridays, gratis shuttle busser fra
indre København og øget fokus på digital
kommunikation, siger Communication &
Experience Manager Troels Bjørn Thorn
Området med Husbryggeriet Jacobsen,
Bar Jacobsen, Brandstore og udstillingen,
indrettet i J.C. Jacobsens oprindelige bryggeri er et industriminde og museum – både for
øllet og den første industrialisering. Dertil
kommer Carlsbergs stalde med bryggerhestene.
– For 10 år siden indførte vi entre. Alligevel er besøgstallet steget fra 140.000 til
over 200.000 fortæller Troels Bjørn Thorn.
Med et samlet estimeret besøgstal på
godt en halv million gæster hører Danmarks
bryggerier til i top 10 blandt Danmarks største turistattraktioner. De store trækplastre
er Fur Bryghus, Svaneke Bryghus, Nørrebro
Bryghus, Bryggeri Skovlyst, BrewPub, Skagen Bryghus, Møn Bryghus, Brøggeriet i
Sønderborg og Visit Carlsberg i Valby.
Udover lokale arrangementer trækker
bryggerierne også besøgende til Bryggeri-
ernes Dag, som holdes den anden lørdag i
juni og Øllets Dag, første lørdag i september.
– Vi danskere er optagede af, hvor vores
fødevarer kommer fra og hvordan, de bliver
fremstillet. På bryggerierne oplever vi som
forbrugere, hvordan øllet bliver til, og vi kan
møde brygmesteren. Det er en oplevelse,
der samtidig giver os sikkerhed for, at vi spiser og drikker fødevarer, der er behandlet
ordentligt. siger Niels Hald, der er direktør i
Bryggeriforeningen.