Den Danske Ølrevolution - Flipbook - Side 9
Bag om Semper Ardens
For Henrik Pedersen er det afgørende, at hans mange medarbejdere, der er knyttet til
restauranten i Vordingborg og middagene på Glyptoteket, kan sætte ord på alt, hvad de
serverer: – Vi sælger smagsoplevelser til vores kunder. Hvordan skulle vi kunne gøre det
overbevisende uden selv at have et sprog? Og hvordan skal vi kunne sætte øl og mad
sammen, hvis vi ikke kan kommunikere og kombinere?
Det var udgangspunktet for den første Semper Ardens – en Abbey Ale, som er en overgæret, ufiltreret øl, der dufter af solbær. Smagen er fyldig og bitter med noter af abrikos,
chokolade og strejf af anis og orange. En tør, let syrlig smag med en elegant eftersmag
med en diskret, syrlig prikken på tungen.
Den blev skabt i et samarbejde med Carlsbergs brygmestre Anders Kokholm og Christian Luxhøj med inspiration fra bl.a. kokkene Claus Meyer, Vivi Schou og Erwin Lauterbach.
Øllet kom første gang på markedet i 2000 og blev samme år fulgt op af flere varianter i
Semper Ardens serien – alle håndbryggede på Carlsbergs pilotanlæg. I 2005 slog Carlsbergs Husbryggeriet Jacobsen dørene op.
Semper Ardens Abbey Ale bliver ikke længere brygget, men brygmester Morten Ibsen
fra Husbryggeriet Jacobsen peger på Grimbergen Dubbel som et godt alternativ med nogle af de samme smagsmæssige egenskaber.
DEN DANSKE ØLREVOLUTION
9