NFB maj 2019 - Flipbook - Side 12
Bryggeriforeningen
Faxehus
Gamle Carlsberg Vej 16
1799 København V
Telefon 72 16 24 24
www.bryggeriforeningen.dk
Hovedingrediensen i Gin & Tonic
er reddet
Tonic må fortsat gerne hedde
tonic. Det har EU besluttet
efter fire års kamp for at bevare
navnet på den bitre læskedrik,
som britiske kolonister i Indien
opfandt som middel mod
malaria pga. indholdet af kinin.
Nydere af den klassiske drink Gin & Tonic kan
ånde lettet op. Det samme kan producenter
af tonic. De må nemlig gerne fortsætte med
at kalde deres produkt for tonic, fremgår det
af en EU-forordning, som netop er trådt i
kraft.
EU-Kommissionen var ellers for fire år
siden på vej til at forbyde navnet som betegnelse for den bitre, boblende drik. Det
skyldes EU’s såkaldte anprisningsregler, der
forbyder ikke-godkendte sundhedsanprisninger på føde – og drikkevarer. En ”tonic”
– eller et ”tonikum” – kan nemlig også være
en betegnelse for et lægemiddel, der har til
formål at virke styrkende eller stimulerende.
Bryggeriforeningen har siden sammen
med den europæiske læskedrikorganisation, UNESDA, kæmpet for, at
”tonic” fortsat kan anvendes
som betegnelse for
alkoholfrie, kul-
syreholdige drikkevarer, der indeholder kinin
som aroma.
– Navnet ”tonic” har både vores medlemmer
og producenter rundt omkring i Europa anvendt
i over 100 år, og formålet er jo ikke at angive
en sundhedsvirkning. Derfor er vi meget tilfredse
med, at ”tonic” også fremover må hedde ”tonic”,
siger Niels Hald, der er direktør i Bryggeriforeningen.
De senere år har tapperierne præsenteret
et væld af forskellige slags tonic for forbrugerne på det danske marked, og salget er i
markant fremgang.
Kinin-pulver blev tidligere brugt som forebyggelse mod malaria. Men pulveret var så
bittert, at de britiske kolonister i 1800-tallets Indien fandt på at blande det med sukker
og kulsyreholdigt mineralvand, for at de kunne holde ud at indtage det. Dermed skabte
de tonicvanden, som de begyndte at mixe
med gin – og opfandt Gin & Tonic. Den første kommercielle tonicvand menes at være
produceret i 1858. I dag er indholdet af kinin
i tonic langt lavere end dengang og tilsættes
udelukkende af hensyn til smagen.