Årsberetning 19 (ARN) - Flipbook - Side 44
Klagesager 2019
20. LA Bar
Klager
Alkohol & Samfund
Nævnet har vurderet, om der ved den pågældende markedsføring er sket en overtrædelse af retningslinjernes § 3,
stk. 2, og § 6, stk. 1.
Klagens indhold
LA Bar var indklaget for at rette markedsføringen af alkohol
mod børn og unge, og for at opfordre til et stort eller umådeholdent forbrug.
§ 3, stk. 2. Markedsføringen af alkoholholdige drikkevarer må
ikke opfordre til et stort eller umådeholdent forbrug.
§ 6, stk. 1. Markedsføringen af alkoholholdige drikkevarer
må, uanset hvilken form den antager, aldrig rette sig mod
børn og unge.
Indklagedes bemærkninger
Indklagede fremsendte ikke kommentarer.
Alkoholreklamenævnets afgørelse
Alkoholreklamenævnet (Nævnet) har den 11. oktober 2019
modtaget en klage vedrørende LA Bar´s markedsføring
af tilbud på alkohol målrettet studerende på det sociale
medie Facebook. Markedsføringen er sket i samarbejde med
festudvalget på Greve gymnasium.
Ved vurderingen af om der er tale om opfordring til et stort
og umådeholdent forbrug, jf. retningslinjernes § 3, stk. 2, skal
der ses på markedsføringsmaterialet som helhed og hvilket
indtryk materialet giver forbrugerne.
Nævnet har orienteret og anmodet indklagede om oplysninger vedrørende sagen den 1. november 2019. Nævnet
har ikke modtaget svar fra indklagede.
Nævnet kan konstatere, at opslaget indeholder information
om mulighed for at modtage én gratis drink. Det er på den
baggrund Nævnets vurdering, at information om mulighed
for at modtage én gratis drink ikke kan anses for opfordring
til et stort eller umådeholdent forbrug, jf. § 3, stk. 2.
Ved markedsføring forstås enhver handling foretaget i
erhvervsøjemed. Begrebet dækker over enhver handling,
udeladelse, adfærd, fremstilling eller kommerciel kommunikation, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte
relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til
forbrugerne. Et opslag eller en reklame på Facebook, hvorfra
der gives generel information om events, tilbud mv., vil altid
blive betragtet som markedsføring.
Retningslinjernes børn- og ungebegreb opererer ikke med
en absolut aldersgrænse på 18 år og beskytter også grupper
af børn og unge, hvor aldersgrænsen ligger omkring 18 år.
Derved kan unge over 18 år også være omfattet af retningslinjerne. I bemærkningerne til § 6, stk. 1, står der endvidere,
at de erhvervsdrivende skal være opmærksomme på de
situationer, hvor gruppen af børn og unge aldersmæssigt
ligger omkring 18 år, f.eks. 15-21 år.
Nævnet beskæftiger sig med markedsføring af alkohol.
Da klagen omhandler markedsføring af alkoholholdige
drikkevarer, har Nævnet derfor kompetence til at behandle
sagen. Nævnet ønsker samtidig at bemærke, at den faktiske
administration af udskænkningen hører under politiets
kompetence.
Det er festudvalget fra Greve gymnasium, der har oprettet
begivenheden på Facebook. I teksten til begivenheden på
Facebook fremgår det, at der skal fremvises studiekort ved
indgang, hvorfor det vurderes, at markedsføringsmaterialets
målgruppe er studerende. Som følge af at indholdet i markedsføringsmaterialet er målrettet studerende, og indeholder reklame for alkoholholdige drikkevarer, vurderer Nævnet,
at markedsføringsmaterialet er i strid med § 6, stk. 1.
Nævnet ønsker aktivt at bidrage til en ansvarlig alkoholkultur, ligesom Nævnets retningslinjer for markedsføring af
alkoholholdige drikkevarer særligt har til formål at beskytte
børn og unge. Børn og unge er underlagt et beskyttelsesbehov grundet deres naturlige godtroenhed, og børn
og unge og alkohol hører ikke sammen. Nævnet lægger
derfor vægt på, at de erhvervsdrivende indretter markedsføringen af alkoholholdige drikkevarer således, at der ikke
sendes forkerte signaler – særligt ikke til børn og unge - om
alkoholindtagelse.
På grundlag af ovennævnte udtaler Nævnet kritik af det
markedsførte reklamemateriale indeholdende alkoholholdige drikkevarer, jf. § 6, stk. 1. Nævnet forventer, at LA Bar
fremadrettet indretter sin markedsføring, herunder også
markedsføring i samarbejde med andre aktører, i overensstemmelse med retningslinjerne for markedsføring af
alkoholholdige drikkevarer.
Nævnet vil i den kommende periode holde særligt øje med,
at LA Bar´s markedsføring af alkoholholdige drikkevarer ikke
er i strid med retningslinjerne. Finder Nævnet yderligere
overtrædelser af retningslinjerne, vil Nævnet enten selv rejse
en sag eller anmode Forbrugerombudsmanden om at tage
sagen op til behandling efter markedsføringslovens regler.
Af opslaget på Facebook fremgår det, at:
”Vi har landet en sprød aftale med lækre LA bar, der betyder at
vi har hele overetagen fra 22-23, fri indgang ved fremvisning af
studiekort og så er den første drink oven i købet gratis hvis man
kommer 22-23.”
44