Red maden - Tips til mindre madspild - Flipbook - Side 4
VIDEN
Derfor gør
madspild ondt
på kloden
Klimaet er en af de store tabere, når
vi glemmer en pakke pålæg bagerst i
køleskabet, eller når store partier frugt
og grønt bliver kasseret, fordi de ikke
lever op til krav om udseende
LISBETH
MO GENSEN
er lektor ved Institut
for Agroøkologi på
Aarhus Universitet.
Interview af: Christian Garde Foto: Thomas Dohn
Hvorfor er det et problem at smide mad ud?
»Det er jo unødig belastning af klima og miljø hele
vejen fra jord til bord – eller i det her tilfælde til
skraldespand – hver gang en fødevare ender som
madspild. Produktion af fødevarer er en af de største poster på klimaregnskabet på verdensplan, men
en kæmpestor del af maden bliver aldrig spist og
har altså udledt CO2 til ingen verdens nytte. Vi står
også over for en kæmpe udfordring, hvor vi skal
øge fødevareproduktionen til en stadig voksende
befolkning, samtidig med at vi skal reducere klimaog miljøbelastningen – og her er reduktion af madspild et godt sted at starte.«
Hvor stort et problem er madspild
for Jordens tilstand?
»Omkring ⅓ af verdens fødevareproduktion
ender som madspild. Det er der ikke plads til i
klodens klimaregnskab ifølge FN’s fødevare- og
landbrugsorganisation (FAO). Og en vesterlændings samlede forbrug af mad på et år – inklusive
madspild – svarer til en udledning af klimagasser
på 1,6 tons CO2-ækvivalenter. Det alene er mere,
end hver enkelt verdensborger må udlede i alt,
hvis vi skal lykkes med at nå Parisaftalens mål
om at holde Jordens temperaturstigning under
1,5 grader frem mod 2050.«
4 FRA MADSPILD TIL MÅLTID
Er det værre at smide nogle
madvarer ud end andre?
»Det er værre at smide kødprodukter ud end frugt
og grønt. Når man producerer 1 kg animalsk fødevare, for eksempel hakkekød, så er der både større
klima- og miljøbelastning, end når man producerer 1 kg gulerødder. Det skyldes, at udledningen
pr. kg produkt stiger, når for eksempel korn først
skal omsættes af dyrene i modsætning til direkte
humant forbrug. Transporten af en fødevare betyder
selvfølgelig noget, men for animalske produkter
udgør transporten kun en relativ mindre del af den
samlede mængde ressourcer, der bliver brugt på at
lande en bøf på forbrugerens tallerken.«