DanmarkVeteraner 4 5 2022 N - Flipbook - Side 19
Model af Port Winston.
AF FINN KROMOSE, KØBENHAVN
Mulberry-havnene/
Port Winston
Foredrag i Bunkeren.
I 2020 havde Danmarks Veteraner København
og andre planlagt en tur til invasionskysterne
ved Normandiet, men det blev aflyst på grund
af COVID 19. ,
Hvordan det går med den fysiske tur til Normandiet, vides ikke, men den 22. september
holdt ingeniør Per Beck Laursen, der er ansat
hos Rambøll, et interessant og medrivende
foredrag i Bunkeren om tilblivelsen af Mulberry-havnene, der forud for invasionen i Normandiet i juni 1944 blev fragtet over Den engelske Kanal, uden at fjenden fik nys om det.
Der var ingen brugbare havne på Normandiets
kyst, hvor de allierede skulle landsætte mandskab og materiel i så store mængder, at det er
svært at forestille sig.
Tanken om de kunstige havne kom fra Winston Churchill, som allerede i 1942 fremlagde
idéen. To havne blev derfor bestilt på Quebeckonferencen (Winston Churchill og Roosevelt)
i august 1943. Hver enkelt havn var større end
Dover Havn, og de skulle kunne samles på 1-2
uger.
Den ene endte efter en indledende imponerende succes som skrot, og den anden fungerede i ½ år som Europas største og travleste
havn.
Planlægning.
I puslespillet indgik planlægning af arbejdspladser med 45.000 mand i beskæftigelse,
fuldstændig hemmeligholdelse, 1,2 mill. tons
beton, 200.000 tons stål, 150 slæbebåde og
213 sænkekasser (op til 5.000 tons).
Havnene blev bygget i Storbritannien på mange forskellige destinationer, og det lykkedes
at holde det hele hemmeligt for fjenden.
Ingen af de 45.000 mand havde nogen anelse
om, hvad de mange forskellige konstruktioner
skulle bruges til. Blandt alle enkeltdele sås en
lang række udtjente skibe, som skulle sænkes
ud for Normandiets kyst og virke som bølgebrydere.
Først da anlægselementerne blev samlet på
kysten ved Normandiet, gik det op for alle,
hvad det hele drejede sig om. Transportskibe
i stort tal, landgangsfartøjer og de 150 slæbebåde indgik i transporten over Kanalen.
Foredraget var støttet af en opbygget model
(cirka 2 x 2 meter) af Mulberry Harbour. Modellen viste tydeligt, hvordan de mange anlægselementer var samlet til en havn – her i
miniformat.
Et meget interessant foredrag om forberedelsen til invasionen, der skaffede os fred i
Europa.
Ingeniør Per Beck Laursen kan kontaktes for afholdelse af foredrag på pcl@ramboll.dk eller på
mobil 5161 6772. Per vil ikke bruge alle sine aftener på foredraget, men kan det passe ind i hverdagen, så gerne. Danmarks Veteraner København kan medgive foredraget de bedste anbefalinger.
Danmarks Veteraner | # 4-5 | 2022 | Side 19