DanmarkVeteraner 4 5 2022 N - Flipbook - Side 39
De stod ikke lige frem i kø for at køre os, men
til sidst var der en ældre mand, som tilbød at
køre for os. Prisen kan jeg ikke huske, men der
var ikke meget at prutte om, eftersom han var
den eneste, som havde tilbudt sig.
Besøg ved UNIKOM.
Brændende oliekilder.
af krigen ved at blive slettet. De kendte Kuwait
Towers havde dog stadig en del smadrede ruder.
Vi kørte til et supermarked, som var lige så
fint som i et hvert andet europæisk land, og
man kunne endda få dansk smør, mælk og is.
Det var helt vildt at se sådanne herligheder
efter vores tid i et forarmet land, hvor vi selv
stod for at skaffe os dagligdags varer.
På vej tilbage til den danske lejr ved Umm
Qasr, mens chaufføren fortalte, at de lokale
vildhunde hurtigt havde lært, at en geværpibe
betyder problemer, splintres pludselig den
ene siderude i minibussen med et ordentligt
smæld.
Min kollega skriger: "Vi bliver beskudt”, og vi
kaster os ned. Det viser sig dog ”bare” at være
en sten, som er smidt efter os, men f’ck man
blev forskrækket.
Vores chauffør fortalte efterfølgende, at det
ikke var første gang, det var sket. Irakerne hadede alt fremmed. Det var også derfor, der var
monteret en jernstang på nogle af deres biler,
da det forekom, at der blev spændt metalwirer over vejen, når de kom.
Som en bonus fik jeg ny ammunition, dansk
denne gang udleveret frit, da man ikke kunne
stole på den 9 mm ammunition, vi havde fået
udleveret til vores irakiske Tariq-pistol af FN.
Så jeg blev en glad mand der.
TILBAGETUREN
Efter to dage i Basra blev det tid til at rejse
tilbage til Bagdad. Men denne gang var det
ikke med helikopter, men derimod med taxa.
De fleste vil nok ryste på hovedet af os, for
hvem finder på at køre med taxa fra Basra til
Bagdad – en tur på næsten 550 km? Vi gik bare
hen på trafikpladsen, hvor byens busser og taxaer holdt til, og der spurgte vi os for, om der
var en taxachauffør, som var villig til at køre
os helt til Bagdad.
Vores UN-bus under opholdet.
Afsted det gik, og heldigvis havde vi ingen problemer med at komme igennem de forskellige
checkpoints – takket være vores chauffør. Det
var i hvert fald ham, som stod for al samtale
med de forskellige militære vagter, og han fik
os igennem uden problemer. Jeg kan ikke lade
være med at tænke på, om han i virkeligheden
har været noget andet, end det han udgav sig
for, eller om han bare havde de rette forbindelser. Hvem ved?
Vi holdt kun ét hvil undervejs, og der holdt
chaufføren sig for sig selv. Han sagde i øvrigt
heller ikke noget under den lange tur, så vi
talte bare dansk eller holdt vores mund, mens
vi kørte. Vi rejste i øvrigt i civilt tøj.
Folk, som har hørt historien, spørger gerne:
”Har I ikke hørt om fanger i orange dragter”?
Dertil må jeg bare sige nej. For det var ikke opfundet i efteråret 1991 – det kom først til efter
den 2. Golfkrig i 2003.
Vel fremme i Bagdad nød vi 2 dage med luksus, inden vi kunne flyve med helikopteren tilbage til Sulaimaniyah, hvor vi heldigvis havde
en ekstra fridag, inden vi skulle møde i til en
Duty Driver vagt.
Afslutningsvis vil jeg da lige nævne, at vores
chauffør fra UNIKOM snart fandt vej som FNvagt i UNGCI.
Et Silkeorms-missil.
Danmarks Veteraner | # 4-5 | 2022 | Side 39