Tidsskrift for Dansk Sundhedsvæsen marts 2019 - Flipbook - Side 20
ser patienter med kompleks sygdom som en po-
socioøkonomiske parametre er ringere stillet end i
tentiel kæmpe udfordring, specielt hvis man har
langt de fleste områder i storbyen.
mange tilsvarende i forvejen.
Så længe det ikke udløser flere ressourcer, er
Det er med til at udtrætte de læger, som arbej-
kan få en tid samme dag
der i de udsatte områder. Hvis vi vil komme ulig-
cestærke patienter forsøger vi at håndtere med
rende læge i udkanten end i byen, og det er i for-
hed i sundhed til livs, bliver vi nødt til at lave en
færre ressourcer, og nogle af disse vil nok opleve
længelse deraf nok ikke tilfældigt, at lægemanglen
omfordeling af ressourcerne, så vi kan bruge
at få et dårligere tilbud, end de kunne få andre
er størst i udkanten.
kræfter og ressourcer på dem med størst behov.
steder. Men vi kan ikke nå det hele, det er vores
usammenligneligt mere spændende at have med
de syge at gøre frem for at bruge sine lægekræfter på de ressourcestærke patienter, som kan
selv, eller på de bekymrede, ressourcestærke
raske.
Hvordan skal ressourcerne fordeles?
Problemet er, hvordan vi fordeler ressourcerne.
Det ville ikke være noget problem at håndtere
dem med størst behov, hvis vi havde et system,
hvor man, hver gang man fik en kompleks, multisyg og eventuelt misbrugende ny patient i lægepraksis, sagde: »Juhu, her har vi en spændende
udfordring, der følger midler med, og vi ved, at vi
har et godt tværfagligt samarbejdsforløb med de
øvrige aktører i sundhedsvæsenet«.
Men det gør man ikke, som det ser ud i dag.
Det modsatte gør sig faktisk gældende, fordi man
TFDS 2–2019 · T E M A
Om forfatteren
Jannik Falhof
De mere simple og velkontrollerede ressour-
det potentielt mere tidskrævende at være praktise-
Men det er samtidig et paradoks, at det er
20
• En tid hos os umiddelbart – alle patienter hos os
dre er højere, og hvor befolkningen på samtlige
Praktiserende læge i Grenaa,
praksisudviklingskonsulent i
Region Midt. Tidligere praktiserende læge i Aarhus C
og kommunelæge i Vågå,
Norge.
Modtog sammen med sine
kolleger i Lægefællesskabet i
Grenå Dagens Medicins initiativpris Den Gyldne Skalpel i
2018.
lokale forsøg på at allokere vores begrænsede
Prioritering og stratificering i Grenaa
I Lægefællesskabet i Grenaa forsøger vi lokalt at
gøre noget ved denne udfordring ved dels at
tage os bedre af de komplekse og svage patienter, dels at prioritere og stratificere. De ressourcesvage, som vi kalder »stjernepatienter«, kan
hos os få:
• Længere og hyppigere konsultationer
• Hyppigere besøg
• Tættere opfølgning, for eksempel daglige eller
ugentlige opringninger
• Konsultationer med det team af sygeplejersker
og læger, som arbejder sammen om patientens
problemstillinger
• Målsamtaler, hvor vi kortlægger patientens forløb grundigt og i samarbejde med patienten laver en prioritering i forhold til patientens forløb
hos os det næste år
midler derhen, hvor behovet er størst.
Ulighed skal løses nationalt
Vi kan naturligvis ikke i Grenaa løse problemet
med ulighed i sundhed – det skal løses på nationalt plan. Men vi har testet og set, at det kan lade
sig gøre at opprioritere dem med størst behov.
Ressourcerne følger imidlertid ikke med, som systemet er i dag, i hvert fald slet ikke i tilstrækkelig
grad.
Jeg har ved selvsyn oplevet, at det er mere økonomisk attraktivt at være læge i en by med ressourcestærke patienter frem for på landet med de
ressourcesvage. Men det er sjovere at være læge
herude, og jeg vil bestemt ikke tilbage til storbyen.
Hvis vi for alvor skal gøre noget ved uligheden
i sundhed, må ressourcefordelingsparadokset æn-
dres, så vi får trukket ressourcerne derhen, hvor
behovet er størst. Vi bliver også nødt til at tænke i
tværfaglige tilbud med optimale forløb for de
mest komplekse og på den måde gøre det mest
attraktivt at være praktiserende læge for disse patienter.
T E M A · TFDS 2–2019
21
