Aarhus report - Flipbook - Page 40
Uddannelsesniveauet i Aarhus Kommune
Adgang til kvalificeret arbejdskraft er afgørende for erhvervslivets fortsatte udvikling. Det er derfor
interessant at se, hvordan uddannelsesniveauet hos de beskæftigede i Aarhus Kommune har udviklet sig. Tabel 4 viser uddannelsesniveau for Aarhus kommune, Region Midtjylland og hele landet.
Den generelle tendens i såvel Region Midtjylland som hele landet er, at beskæftigelsen går imod et
højere uddannelsesniveau. Det vil sige, at andelen af beskæftigede uden kompetencegivende uddannelse og erhvervsfaglige uddannelser bliver mindre, mens andelene af beskæftigede med korte
eller mellemlange uddannelser og universitetsuddannelser bliver større. Denne tendens opleves
ligeledes i Aarhus Kommune.
De beskæftigedes uddannelsesniveau i Aarhus Kommune er kendetegnet ved en markant højere
andel af beskæftigede med en universitetsuddannelse end i såvel Region Midtjylland som hele landet, hvilket kommunens store universitet og hospital bidrager væsentligt til.
21,4 procent af de beskæftigede i 2018 havde en universitetsuddannelse. Det svarer til 43.352 beskæftigede. I 2013 var der 34.253 beskæftigede med universitetsuddannelse i Aarhus Kommune,
hvilket udgjorde 19,0 procent af beskæftigelsen. I Region Midtjylland er andelen af universitetsuddannede gået fra 10,5 procent i 2013 til 12,3 procent i 2018. På landsplan udgjorde de universitetsuddannede 12,8 procent i 2013 og 15,3 procent i 2018.
I 2013 var der 51.382 beskæftigede med en erhvervsfaglig uddannelse, svarende til, 28,4 procent
af de beskæftigede i Aarhus Kommune. I 2018 var der 53.012, hvilket svarede til 26,2 procent af
beskæftigelsen. I Region Midtjylland er andelen af beskæftigede med en erhvervsfaglig uddannelse
gået fra 36,1 procent i 2013 til 34,4 procent i 2018, og på landsplan er andelen gået fra 34,5 procent i 2013 til 32,4 procent i 2018.
s 40