Herning report - Flipbook - Page 30
De beskæftigedes uddannelsesniveau vokser
hurtigere i Herning Kommune
Kvalificeret arbejdskraft er en essentiel ressource for erhvervslivets fortsatte udvikling, og adgangen til denne er derfor vigtig. Det er derfor interessant at undersøge det aktuelle uddannelsesniveau hos de beskæftigede i Herning Kommune, samt hvordan uddannelsesniveauet har udviklet
sig. Tabel 4 viser uddannelsesniveau for Herning Kommune, Region Midtjylland og hele landet.
Den generelle tendens i såvel Region Midtjylland som hele landet er, at beskæftigelsen går mod et
højere uddannelsesniveau. Det vil sige, at andelen af beskæftigede uden kompetencegivende uddannelse og erhvervsfaglige uddannelser bliver mindre, mens andelen af beskæftigede med korte
eller mellemlange uddannelser og universitetsuddannelser bliver større. Den tendens ses også i
Herning Kommune.
Beskæftigelsen i Herning Kommune er dog karakteriseret ved en højere andel af personer med en
erhvervsfaglig uddannelse end den generelle beskæftigelse i Danmark. I 2013 havde 38,4 procent
af de beskæftigede i Herning Kommune en erhvervsfaglig uddannelse. I regionen udgjorde de erhvervsfagligt uddannede 36,1 procent i 2013, mens de på landsplan udgjorde 34,5 procent.
Fem år senere i 2018 er andelen af beskæftigede med en erhvervsfaglig uddannelse i Herning Kommune faldet til 37,5 procent, mens den henholdsvis regionalt og nationalt udgjorde 34,4 procent
og 32,4 procent.
Selvom der har været et relativt fald i andelene af beskæftigede personer uden kompetencegivende uddannelse og personer med erhvervsfaglige uddannelser, så er grupperne vokset i absolutte
termer som konsekvens af den generelle beskæftigelsesvækst i kommunen.
s 30