Skive report - Flipbook - Page 34
Uddannelsesniveauet i Skive Kommunes private beskæftigelse
Adgang til kvalificeret arbejdskraft er afgørende for erhvervslivets fortsatte udvikling. Det er derfor
interessant at undersøge, hvordan uddannelsesniveauet hos de beskæftigede i Skive Kommune
har udviklet sig. Tabel 4 viser uddannelsesniveauet for Holstebro Kommune, Region Midtjylland og
hele landet. Danmarks Statistik inddeler uddannelsesniveauet i ti forskellige kategorier. For overskuelighedens skyld er kategorierne lagt sammen til fire forskellige uddannelsesniveauer i tabel 4.
Den generelle tendens i såvel Region Midtjylland som hele landet er, at beskæftigelsen går imod
et højere uddannelsesniveau. Det vil sige, at andelen af beskæftigede uden kompetencegivende
uddannelse og erhvervsfaglige uddannelser bliver mindre, mens andelene af beskæftigede med
korte eller mellemlange uddannelser og universitetsuddannelser bliver større. Denne tendens ses
også i Skive Kommune.
De beskæftigedes uddannelsesniveau i Skive Kommune er kendetegnet ved en markant højere
andel af beskæftigede med en erhvervsfaglig uddannelse end i såvel Region Midtjylland som i hele
landet og en tilsvarende lavere andel af beskæftigede med universitetsuddannelse.
Hele 41,1 procent af beskæftigelsen i 2018 bestod af personer med en erhvervsfaglig uddannelse.
Det svarer til 8.953 beskæftigede. I 2013 var der 8.981 beskæftigede med erhvervsfaglige uddannelser i Skive Kommune, hvilket udgjorde 41,4 procent af beskæftigelsen. I Region Midtjylland er
andelen gået fra 36,1 procent i 2013 til 34,4 procent i 2018. På landsplan udgjorde de erhvervsfagligt uddannede 34,5 procent i 2013 og 32,4 procent i 2018.
Beskæftigede uden kompetencegivende uddannelse fylder også godt i Skive Kommune. Her var der
7.354 beskæftigede i 2018, hvilket svarede til 33,7 procent af den samlede beskæftigelse. I 2013
udgjorde denne gruppe 35,4 procent af beskæftigelsen med 7.675 beskæftigede.
Beskæftigede uden kompetencegivende uddannelse og beskæftigede med erhvervsfaglig uddannelse udgør dermed tre ud af fire beskæftigede i Skive Kommune, helt nøjagtigt 74,8 procent. Det
er signifikant højere end i såvel regionen som hele landet, hvor de udgør henholdsvis 64,6 procent
og 62,4 procent.
Deraf følger, at andelen af beskæftigede med korte og mellemlange uddannelser samt universitetsuddannede er tilsvarende mindre i Skive Kommune og tilsvarende større i Region Midtjylland og
hele landet. Her er det særligt de universitetsuddannede, der er færre af.
I 2018 var der 1.222 beskæftigede med universitetsuddannelse i Skive Kommune, hvilket svarer
5,6 procent af beskæftigelsen. I regionen var andelen 12,3 procent, mens de universitetsuddannede på landsplan udgjorde 15,3 procent af beskæftigelsen i 2018.
Andelen af universitetsuddannede vokser dog også i Skive kommune. I 2013 var der 1.037 beskæftigede, hvilket svarede til 4,8 procent af beskæftigelsen.
s 34