Syddjurs report (sidevis) - Flipbook - Page 10
Syddjurs Kommune
Kapitel 2. Strategi, styrker, udfordringer og initiativer
Erhvervspolitik- og plan
Syddjurs Kommune har integreret de to politikområder Erhverv
og Beskæftigelse og derfor er der udarbejdet en fælles politik og
handlingsplan på området. Der er udarbejdet en ”Erhvervs- og
beskæftigelsespolitik 2019-2022”, som efterfølgende er fulgt op
af en ”Erhvervs- og beskæftigelsesplan 2020-2022”, der har til
formål at udmønte den vedtagne politik.
Erhvervs- og beskæftigelsespolitikken tager udgangspunkt i Byrådets vision for Syddjurs Kommune, som er formuleret i ”Vision og udviklingsstrategi for Syddjurs Kommune 2018-2030”. I
denne er der udpeget tre tværgående temaer, som skal indgå i alle sektorpolitikker, og derfor
indgår temaerne ”Samskabelse”, ”Bæredygtighed” og ”Mobil og smart” som bærende temaer i
Erhvervs- og beskæftigelsespolitikken.
Politikken skal understøtte den logiske sammenhæng, der er mellem begreberne ”Udvikling og
vækst”, ”Jobskabelse” og ”Velfærd” ud fra tesen om, at erhvervsudvikling, arbejdskraft og jobskabelse går hånd i hånd.
Erhvervs- og beskæftigelsespolitikken blev til i et længere udviklingsforløb, som involverede
det lokale erhvervsliv, arbejdsmarkedets parter, lokale erhvervs- og handelsstandsforeninger,
samarbejdspartnere fra turismeerhvervet samt uddannelsesinstitutioner. Gennem dette dialogbaserede forløb mundede Erhvervs- og beskæftigelsespolitikken ud i tre spor, der retter sig mod
henholdsvis virksomhederne, arbejdskraftens kompetencer og et rummeligt arbejdsmarked.
s 10