Syddjurs report (sidevis) - Flipbook - Page 28
Uddannelsesniveauet stabilt voksende
Adgang til kvalificeret arbejdskraft er afgørende for erhvervslivets fortsatte udvikling. Det er derfor
interessant at se på, hvordan uddannelsesniveauet hos de beskæftigede i Syddjurs ser ud og har
udviklet sig. Tabel 4 viser uddannelsesniveau for Syddjurs, Region Midtjylland og hele landet.
Danmarks Statistik inddeler uddannelsesniveaet i ti forskellige kategorier. For overskuelighedens
skyld er de her lagt sammen til fire forskellige uddannelsesniveauer.
Den generelle tendens i såvel Region Midtjylland som hele landet er, at beskæftigelsen går imod
et højere uddannelsesniveau. Det vil sige, at andelen af beskæftigede uden kompetencegivende
uddannelse og erhvervsfaglige uddannelser bliver mindre, mens andelene af beskæftigede med
korte eller mellemlange uddannelser og universitetsuddannelser bliver større. Denne tendens ses
også i Syddjurs.
De beskæftigedes uddannelsesniveau i Syddjurs er kendetegnet ved en højere andel af beskæftigede med en erhvervsfaglig end i såvel Region Midtjylland som hele landet og en tilsvarende lavere
andel af beskæftigede universitetsuddannelse.
38,0 procent af de beskæftigede i 2018 havde en erhvervsfaglig uddannelse. Det svarer til 5.571
beskæftigede. I 2013 var der 5.643 beskæftigede med erhvervsfaglige uddannelser i Syddjurs,
hvilket udgjorde 39,9 procent af beskæftigelsen. I Region Midtjylland er andelen gået fra 36,1
procent i 2013 til 34,4 procent i 2018. På landsplan udgjorde de erhvervsfagligt uddannede 34,5
procent i 2013 og 32,4 procent i 2018.
Beskæftigede uden kompetencegivende uddannelse fylder også godt i Syddjurs. Her var der 4.569
beskæftigede i 2018, hvilket svarede til 31,2 procent af den samlede beskæftigelse. I 2013 udgjorde denne gruppe 32,8 procent af beskæftigelsen med 4.646 beskæftigede.
Beskæftigede uden kompetencegivende uddannelse og beskæftigede med erhvervsfaglig uddannelse udgør dermed 69,1 procent af beskæftigelsen i Syddjurs. Det er lidt højere end i såvel regionen som hele landet, hvor de udgør henholdsvis 64,6 procent og 62,4 procent.
Deraf følger, at andelen af beskæftigede med korte og mellemlange uddannelser samt universitetsuddannede er tilsvarende mindre i Syddjurs og tilsvarende større i Region Midtjylland og hele
landet. Her er det særligt de universitetsuddannede, der er færre af.
I 2018 var der 1.303 beskæftigede med universitetsuddannelse i Syddjurs, hvilket svarer til 8,9
procent af beskæftigelsen. I regionen var andelen 12,3 procent, mens de universitetsuddannede
på landsplan udgjorde 15,3 procent af beskæftigelsen i 2018.
Andelen af universitetsuddannede vokser dog, også i Syddjurs. I 2013 var der 1.055 beskæftigede,
hvilket svarede til 7,5 procent af beskæftigelsen.
s 28