Flagdagsmagasin 2020 final - Flipbook - Side 40
Lyset i mine børns
øjne
Anerkendelsen opleves
stærkere sammen med dem,
du holder af.
Chefen for Veterancentret opfordrer til, at de udsendtes
pårørende får en fast plads i
Flagdagen rundt om i landet.
Af oberst Søren Andersen, chef for Veterancentret
For mig er sådan en anerkendelse et tegn på at det, vi som
udsendte laver, er relevant
og vigtigt. At der ikke er ret
mange, der kan det, vi kan. Og
ikke mindst: At det er særligt
prisværdigt, at vi takker ja til
en opgave, som vi ved, der kan
være store risici ved.
En lørdag formiddag i 2008
sidder jeg på en af de mange
tribuner i forlystelsesparken
Sea World i Florida og klapper
sammen med tusindvis af andre publikummer.
Det var dog ikke de tanker, der
fyldte hos mig lige i dét øjeblik,
da jeg stod foran de mange
amerikanere og udenlandske
turister som jeg selv. Jeg betragtede derimod min egen
familie, som de sad og så op på
mig.
Dagens konferencier har netop
som et led i sin velkomsttale bedt alle de amerikanske
veteraner rejse sig og startet
en bølge af klapsalver med et
’thank you for your service.’
For lige dér så jeg et lys i mine
drenges øjne, jeg ikke havde
oplevet før. Ligesom jeg så,
hvordan min kone, der ellers
nok plejer at være hård i filten,
var rørt over gestussen.
En smuk, men også meget
amerikansk gestus, når jeg at
tænke, inden konferencieren
også beder alle allierede udenlandske veteraner, der havde
gjort tjeneste for deres hjemland om at rejse sig. Så jeg
rejser mig.
For mig blev oplevelsen et bevis på, at anerkendelse af vores
soldater betyder særlig meget,
hvis vi lader vores pårørende
tage del i den. Jeg mener, det
samme gør sig gældende for
Flagdagen 5. september.