Flagdagsmagasinet 2022 - Magasin - Side 52
“DET VAR NYFALDEN SNE
... VI GIK I”
Af Peter Skautrup
Alt var nyt i den rolle,
De blev anbragt som stødpude mellem to parter, som
hyppigt prøvede at slå hinanden ihjel. Projektiler og
granater fløj hen over deres
observationsposter og lige
forbi, men de måtte ikke gribe ind med deres militære
magt, medmindre de blev
skudt direkte på.
Forsvaret gik ind, da
Det sled.
af deres mandat, da de
der blev krig i Europa
- på Balkan - for 30 år
siden.
Den unge kaptajn Mads
Rahbek og hans kompagni følte sig bundet
på hænder og fødder
var med som nogle af
Det var et snærende bånd
for en professionel soldat,
men sådan var deres mandat, for de var underlagt FN’s
politik midt i en voksende
ildebrand: Borgerkrigen på
Balkan.
”Jeg havde mareridt eller
drømte om Jugoslavien i flere år efter udsendelsen,” siger Mads Rahbek, der i dag
er oberst og chef for Den
Kongelige Livgarde.
Mareridt som han f ik af den
magtesløshed, det giver ikke
at kunne operere aktivt.
I begyndelsen af 90’erne var
han som ung off icer vidne til
det opbrud, der bredte sig
f ra Østeuropa efter Sovjetunionens ophør.
Et
52
kollaps
i
det
tidligere
Spinkle våbenhvileaftaler på
FN’s initiativ blev konstant
udfordret, og nu skulle soldater f ra flere nationer i missionen med navnet UNPROFOR
operere i de serbisk besatte
områder og holde konflikten
nede.
de første i FN’s indsats
i den jugoslaviske borgerkrig.
kommunistisk styrede Jugoslavien fulgte, hvor de forskellige, etniske grupper nu
var begyndt at strides om en
opdeling.
Da det udviklede sig til væbnet konflikt og etniske udrensninger, greb FN tøvende
ind, og i april 1992 blev 900
danske FN-soldater sendt til
området mellem Serbien og
udbryderstaten Kroatien.
Her havde der siden 1991 været kampe mellem landets
kroatiske og serbiske indbyggere, og en del områder
var kommet under serbisk
kontrol.
Mads Rahbek var kompagnichef på hold 3, som blev udsendt kort efter årsskiftet 9293. Kompagniets lejr lå i det
serbisk kontrollerede område med alle observationsposterne i en slags ingenmandsland med serberne til
den ene side og kroaterne til
den anden.
Jævnligt udbrød ildkampe,
og så måtte kompagniet
gribe ind med de midler, de
havde: Ved telefon- og radioopkald til de stridende parter eller ved fysisk at køre ud
i området mellem dem for
at få skudvekslingerne til at
stoppe.
”Der blev skudt meget f ra
den ene til den anden side,
og det var jo typisk lige om
ørerne på vores observationsposter,” fortæller Mads
Rahbek.
”Det var rigtig hårdt. Situationen udviklede sig konstant,
og det gik op og ned hele
tiden. Det, som belastede
