maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 115
Peter Møller Hansen
Socialarbejder
Fra Vesterbro til Skid Row
Mit navn er Peter Møller Hansen. Jeg er 46 år gammel og har i snart et årti været ansat på Mændenes
Hjem i København. Jeg blev ansat i forbindelse
med åbningen af Danmarks første permanente
stofindtagelsesrum i 2012 og har været beskæftiget med skadesreducerende arbejde siden da.
Kærlighed, glæde, vold og død
Mændenes Hjems målgruppe er, som de fleste
nok ved, socialt udsatte stofbrugere. Der er tale
om et bredt udsnit af etniciteter i alle aldre med
det tilfælles, at deres livsbaner fra et tidligt stadie
antog en trist retning præget af dysfunktionalitet,
traumer og ulykke. Der er derfor tale om mennesker med en bred vifte af somatiske, sociale og
psykosociale udfordringer, hvor skadesreduktion
er den bedste tilgang i forsøget på at minimere
konsekvenserne af den udsatte livsførelse for
den enkelte såvel som for samfundet som helhed. I denne sammenhæng synes jeg, at Mændenes Hjem udfylder en utrolig vigtig funktion, som
jeg er stolt af at være en del af.
Det betyder dog ikke, at det er en dans på roser.
Arbejdet med denne målgruppe er et sært sammensurium af kærlighed, glæde, vold og død.
Kærligheden og glæden ses udtrykt ved de små
begivenheder og hændelser i hverdagen. En
stofbruger, som endelig får sin egen bolig. En
sexarbejder, som gennem frikortsarbejde slipper
for at skulle sælge sig selv. En stofbruger, som
hjælper en anden stofbruger i nød. De gode
samtaler, man som personale ofte har med dem.
Listen er heldigvis lang.
113