maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 10
Jeg valgte at arbejde på Vesterbro, fordi jeg ville
udfylde det vakuum som manglede, og fordi ikke
mange andre gjorde det. Men var det af personlige årsager? Det var det nok, jo mere jeg tænkte
over det. For jeg har selv haft udsathed tæt på.
Meget tæt.
Vi skal tilbage til sommeren 2012, hvor jeg blev
ringet op af min mor. Hun var hjemme hos min
lillebror, og jeg kunne høre, at den var helt gal.
Der var sket noget. Da jeg nåede frem, var ambulancen allerede kommet, men alt var status quo.
Min bror lå død i sofaen, og livreddende førstehjælp var nyttesløs, og gav ingen mening. Det var
et syn, jeg som politimand havde set så mange
gange før. En alkoholiseret mand død i en sofa
omgivet af en ø af tomme ølflasker. Men at se sin
bror sådan, kan jeg slet ikke beskrive.
Et mangeårigt massivt alkoholindtag havde taget
min bror fra mig. Perioden op til var svær. Han var
ikke længere den, han var engang. Hans kognitive evner var blevet væsentligt forringet, hans
personlighed var blevet afstumpet, og føleforstyrrelser i ben og fødder gjorde det besværligt
for ham at komme rundt. Men jeg vidste næsten
altid, hvilken bænk, jeg kunne finde ham på.
Han var kun lige flyttet ind i sin 1½-værelses
lejlighed efter adskillige år som hjemløs, men kun
for at finde ud af, at bænken var det sted, hvor
han følte sig bedst tilpas. Ligesom “Krølle” nåede
han at få sin førtidspension, hvilket vi havde
kæmpet for i flere år. Han klarede den ene undersøgelse og arbejdsprøvning efter den anden, og
dette på trods af de mange tydelige tegn på
alkoholens funktionsnedsættende virkninger.
Da vi den sidste dag sad på socialdirektørens
kontor over for en skare af professionelle folk, var
han meget nervøs. Han havde selvfølgelig drukket sig mod til, og selv med en funktionspromille
på 2,65, klarede han det fint. De var søde og
venlige, og han fik sin pension, og en stor sten
faldt fra hans hjerte. Fra det ene øjeblik til det
andet, blev han anerkendt og fik sin plads i samfundet. Ikke som udstødt, men som medlem.
Jeg har selvfølgelig ofte tænkt over, hvorfor det
skulle gå sådan. Jeg kunne have været min bror,
min bror kunne have været mig. Vi havde den
samme opvækst, de samme forældre. Men forskellen lå i hans mindreværd. Et mindreværd,
8
som forhindrede ham i at se verden i øjnene. Han
havde det bedst, når han var fuld, for så blev han
den, han godt kunne tænke sig at være. Vi må
ikke dømme dem, der ikke magter at leve, men
række dem en hånd. At kunne gøre det som
repræsentant for ordensmagten er en gave, jeg
har fået. En gave, som jeg skal dele ud af. Så har
intet været forgæves.
Vesterbro har de sidste 40 år forvandlet sig fra
slumkvarter, med toilet i baggården og gennemført social elendighed, til moderne bydel med
cafeer og barnevogne. Pornobutikkerne og
sexkabinerne er ved at være historie, men stofscenen er stadig intakt, bare på en helt anden
måde i dag end tidligere. Det er her, jeg har forrettet størstedelen af min polititjeneste som
gadebetjent, blandt såkaldte almindelige borgere, men også blandt udsatte mennesker – stofbrugere, de prostituerede, de hjemløse, de psykisk syge, alkoholikere, flaskesamlerne fra
Østeuropa, og dem der var det hele på en gang.
Døden har været, og er det for så vidt stadig,
nærværende som ingen andre steder. Stofindtagelsesrummene har medført, at stofbrugerne ikke
længere dør af overdosis på gader og i baggårde.
De dør i stedet af følgeskader efter et langvarigt
massivt forbrug af rusmidler, eller fordi et ophold
på en intensivafdeling ikke er forenelig med et
gadeliv og svær afhængighed.
I dag kan man sagtens spadserer gennem Istedgade uden at bemærke stofscenen. Men hvis du
lægger vejen forbi Halmtorvet, lige overfor Super
Brugsen, ligger der en sten, der skal minde os
om, at der i Danmark er mennesker, som lever
med så svære livsvilkår, at de dør i en alt for tidlig
alder. Det er mindestedet for stofbrugere, som
blev anlagt, så venner og pårørende kunne mindes deres kære.
Det har været en rejse fyldt med glæde og smerte, og det er vemodigt at tænke på, at jeg en dag
skal sige farvel. Jeg har mødt mange dejlige
mennesker, som har en stor plads i mit hjerte, og
som har været med til at forme mig til den betjent, jeg er i dag. Det har til tider været voldsomt,
men også rørende, og jeg kan godt mærke, at
mine mange oplevelser har tyndslidt mig.
For at finde mening med meningsløsheden, har
det været nødvendigt for mig at skrive dagbog