maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 101
Jeg kom til verden med heroin abstinenser. Min
mor var stofmisbruger, min stedfar Jehovas
Vidner. Mit barndomshjem var en rodet affære,
hvilket resulterede i, at min søster og jeg blev
fjernet fra familien meget tidligt. Selv om vi havde
rettens ord for, at vi ikke måtte skilles, blev min
søster anbragt i en plejefamilie på Lolland, og jeg
endte på et behandlingshjem i Kokkedal.
Som niårig kom jeg igen til at bo sammen med
min stedfar, som dyrkede den gamle tro inden for
Jehovas Vidner, “discipliner dit barn”. Jeg fik
tørre tæsk for bagateller og husker specielt en
episode, da jeg var i 4-års alderen. Jeg havde
ikke haft adgang til et toilet og kom til at skide i
bukserne. Da jeg kom hjem, gik min stedfar ud i
værkstedet, hentede et knojern og gav mig tre
hårde slag i maven. Hans eneste kommentar var:
Så kan du lære det, knægt.
Min mor havde jeg ingen kontakt til, det var først
langt senere, vi fik genetableret kontakten. Da
min søster og jeg blev fjernet, fik min mor det
psykisk så dårligt, at hun igen påbegyndte det
misbrug, hun ellers havde lagt bag sig. Hun
sendte mig jævnligt postkort og fødselsdagskort,
som min stedfar bare smed ud. Jeg kunne ikke
forstå, hvorfor jeg intet hørte fra hende, og det
gjorde mig vred.
Som 12-årig kom jeg på en efterskole specielt for
børn med ADHD. Jeg havde krudt i røven, men
opholdet blev det allerbedste år i mit liv. Jeg fik
mulighed for at udfolde min kreativitet, jeg elskede at tegne og spille musik, og en helt ny verden
åbnede sig. Da opholdet sluttede, og jeg igen
skulle flytte hjem til min stedfar, bekendtgjorde
han, at jeg ikke længere var velkommen. Jeg
havde givet udtryk for, at Jehovas Vidner ikke var
vejen frem for mig, og det kunne han ikke acceptere. Jeg røg direkte på ungdomsinstitution på
Bornholm. I 14-års alderen kom jeg i dårligt
selskab og blev introduceret til stofferne. Først
amfetamin, sidenhen kokain, som havde en
fantastisk virkning, idet det fik mig til at slappe
helt af. Jeg finansierede mit misbrug bl.a. ved at
sælge stoffer, og jeg fortsatte med stofferne, da
jeg blev sendt afsted til Afghanistan som soldat.
Mange inden for forsvaret havde et misbrug, så
det var ikke noget problem at skaffe stofferne. En
vejsidebombe sendte mig hjem i kørestol, begge
mine hofter var brækkede.
Da min søn blev født, stoppede jeg helt med at
tage stoffer og var stoffri i 4 år – lige indtil den
dag, min søn døde. Han var anbragt hos en
plejefamilie, og manden, som arbejdede inden for
politiet, havde efterladt sin tjenestepistol på
spisebordet. Min 4-årige søn troede, det var en
legetøjspistol, og skød sig selv i hovedet. Mange
spørger ind til, hvordan jeg overhovedet har
overskuddet til at fortsætte, og som min mormor
kort før sin død så klart udtrykte det: “Enten er du
offer, eller også skaber du dig en fremtid.”
I dag bor jeg i et bofællesskab. Her er en mad
ordning, så det ikke kun er pizza, der ryger indenbords, og jeg har fået arbejde, hvor jeg blandt
andet sælger Hus Forbi. Jeg drømmer om en
normal tilværelse med fast job, gerne som varebilchauffør.
99