maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 105
Hvordan endte jeg som forstander på Mændenes Hjem?
Jeg har været forstander på Mændenes Hjem i 10
år. Her prøver vi at hjælpe de mest udsatte i vores
samfund med at klare dagen og vejen og også
gerne til, at de kan få et bedre liv. Vi forsøger at
gøre deres meget hårde og udsatte liv mindre
barske. Vi tilbyder mange forskellige ting, hvor
det helt gennemgående er, at vi forsøger at møde
den enkelte der, hvor han eller hun er, på en
værdig og omsorgsfuld måde.
Mændenes Hjem har været på Vesterbro i mere
end 100 år. Vesterbro har gennem alle årene
været kendetegnet ved, at der er mange dygtige
og engagerede ildsjæle, som arbejder for at gøre
tilværelsen bedre for dem, som ikke har så meget, og som har svære betingelser i livet.
At vi er mange, som forsøger at hjælpe dem, der
har det svært, betragter jeg som en gave. Det
betyder, at der er mange forskellige indsatser,
ligesom det betyder, at vi på Mændenes Hjem
hele tiden skal gøre os umage. Vi arbejder i en
meget uforudsigelig hverdag, hvor der aldrig er to
dage, som ligner hinanden. Vi må hele tiden gå
nye veje og prøve nye løsninger på de mange
udfordringer. Alle, som har brug for hjælp, har
brug for lige præcis den hjælp, der passer bedst
til ham eller hende.
At arbejde på Vesterbro med at hjælpe mennesker, som har det svært, er også at være solidarisk. På den måde er Vesterbro ret solidarisk. Den
solidaritet er måske ikke så moderne mere, men
på Vesterbro er der, som jeg kan se det, stadig
masser af den, også selv om bydelen har forandret sig, og beboerne i dag er nogle andre, end
de var tilbage i 70’erne, 80’erne, 90’erne og
00’erne.
spørgsmål også et forsøg på at forstå, hvordan
jeg endte med at arbejde på indre Vesterbro med
omsorg og hjælp til de mest udsatte mennesker i
det danske samfund.
At beskrive drivkræfterne ind i mit arbejdsliv er
ikke at give et udtømmende svar, men et forsøg
på at forstå noget, som – tror jeg – for alle mennesker er både komplekst og tilfældigt, og som
både er båret af stærke følelser og bevidste
handlinger i en verden, som gudskelov ikke helt
lader sig styre af bevidste handlinger.
Så her er lidt om, hvad der har formet mig som
menneske og forstander.
En tur til Bukarest
I min opvækst lå det ikke i kortene, at jeg skulle
arbejde med socialpolitik, hjemløshed og mennesker, som lever svære og barske liv. Jeg er opvokset i en kernefamilie i en mindre by uden for
Kolding. I mit hjem blev der læst Berlingske
Tidende, og mine forældre koncentrerede sig
mere om det nære end om vores ansvar for at
hjælpe dem, der ikke har så meget. Studenteroprøret og kapitallogikken havde ikke sat sig mange
spor.
Efter min gymnasietid og de obligatoriske fester
stiftede jeg for første gang bekendtskab med
mennesker, som levede under helt andre vilkår,
end det kendte middelklasseliv i en tryg og forudsigelig jysk provinsby. Jeg tror, en særlig begivenhed har haft betydning for min verdensopfattelse og også for, hvorfor jeg arbejder med det,
jeg gør i dag.
Mit bidrag til Maria projektet kan ses som et
forsøg på at svare på spørgsmålet om, hvordan
jeg som person og menneske endte lige præcis i
dette job her på Vesterbro. Det Vesterbro, som
jeg af mange grunde holder helt utrolig meget af.
Min gode ven og jeg besluttede efter gymnasiet
at tage på interrail. Det var i 1992, og altså kun et
par år efter murens fald. Først tog vi mod varmen
og festerne på de græske øer, men vi var også
draget af mulighederne og fremtiden i det tidligere ret lukkede Østeuropa. Vi besluttede derfor at
rejse gennem Østeuropa tilbage til Danmark. Her
gjorde vi bl.a. stop i Bukarest.
Mit bidrag kredser om spørgsmålet, hvad der
driver os mennesker i forhold til, hvad vi finder
meningsfuldt. Hvad er der sket, som gør, at vi
arbejder med det, vi gør. For mig er svaret på de
På det tidspunkt var der ikke meget, vi kendte fra
vores verden, i Bukarest. Der var ikke ret mange
varer i de få butikker. Jeg tror ikke engang McDonalds havde gjort sit indtog. Vi var i Bukarest
103