maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 106
nogle få dage. Sidste dagen brugte vi på banegården, hvorfra vi skulle videre mod nord. Da vi
havde ventet et par timer, blev vi opmærksomme
på, at der var en gruppe børn i 8-10 årsalderen,
som løb rundt. Det var gadebørn. De prøvede at
score lidt småpenge ved at hjælpe hist og pist,
når de ikke blev gennet væk af vagterne. En del
af deres tid brugte de også på at sniffe lim fra
plasticposer. De ville gerne i kontakt med os. De
var søde, charmerende og sjove. I sagens natur
kunne vi ikke gøre meget for dem. Vi tilbød dem
vist et par cigaretter og lidt at drikke.
Da jeg kom hjem til Danmark, var historien om
børnene på banegården i Bukarest det, som
havde gjort størst indtryk på mig. Jeg kendte
godt til krig, elendighed og armod fra TV, men
børnene i Bukarest ændrede min verden. De smil
og de børn, verdens mangfoldighed på godt og
ondt blev skelsættende på et tidspunkt, hvor jeg
var meget modtagelig, nysgerrig og så småt i
gang med at finde min retning. Jeg tror, det var
med til at tænde min ild for social retfærdighed.
En anden skelsættende ting var mødet med en
ganske særlig generøs person.
Et studiejob på Socialforskningsinstituttet –
en form for tilfældighed
Jeg tror, tilfældigheder spiller en stor rolle for de
muligheder, man får i livet. En af de ret tydelige
tilfældigheder for mig har været, at jeg har været
heldig at arbejde sammen med nogle meget
dygtige og inspirerende mennesker. Der har
været flere, men særligt en person – Inger – har
betydet rigtig meget for mig og også for, hvem
jeg er i dag. Da jeg var i anden halvdel af tyverne,
var jeg så heldig at blive ansat på Socialforskningsinstituttet, som i dag hedder VIVE. Lederen
af afdelingen skulle vise sig at få stor betydning
for mig.
Jeg havde fået en projektansættelse på 8 måneder, og projektet sang på det sidste, da jeg blev
tilbudt at fortsætte på instituttet som student for
Inger. Jeg tror, jeg var Ingers sidste ansættelse,
mens hun var forskningsleder. Hun ønskede ikke
længere at lede og ville tilbage til forskningen.
Mit held blev så, at Inger var enormt generøs og
klog. Hun nød at fortælle om dansk socialpolitik,
ledelse, forskning og om aktørerne på hjemløshedsområdet i Danmark, Norden og også i det
øvrige Europa. Og hun fortalte om mange andre
104
ting, som man ikke kunne lære på universitetet
eller læse sig til. I hvert fald ikke der, hvor jeg
læste. Hun fortalte på vores ture rundt i Danmark,
i hverdagen og også, når jeg var så heldig at blive
invitereret med til konferencer og møder i udlandet. Jeg brugte rigtig meget tid sammen med
Inger. Og jeg lærte usigelig meget, ligesom jeg
tabte mit hjerte fuldstændig til det socialpolitiske
område i disse år.
For nylig skrev jeg med Inger på Facebook. Hun
er i dag en ældre dame, som stoppede med at
arbejde for efterhånden en del år siden. Jeg
takkede hende for mit held med at komme under
hendes vinger og for alt, hvad hun havde givet.
Hun skrev, hun blev rørt. Uden at vide, hvad der
berørte hende, vil mit forsigtige gæt være, at hun
lige der blev mindet om, hvor mange socialpolitisk interesserede unge mennesker, hun har
været med til at forme. Det er mange.
Uden mit møde med Inger er jeg helt sikker på, at
mit arbejdsliv var kommet til at se meget anderledes ud. Jeg skylder Inger en stor, stor tak for
hendes gavmildhed og vidde. Jeg skylder hende
også en særlig tak for, at hun lærte mig, hvor
vigtigt det er at passe godt på og tage sig godt af
unge mennesker, som brænder for en sag.
Social retfærdighed
Jeg er gennem mit arbejdsliv en del gange blevet
spurgt, hvad der har gjort, at jeg er endt med at
arbejde på Mændenes Hjem. På forskellige
tidspunkter har jeg givet meget forskellige svar.
Et svar kommer fra min studietid, hvor jeg var
optaget af et begreb om social retfærdighed. Det
forunderlige ved det begreb, som det blev præsenteret for mig, var, at det faktisk er noget, vi
mennesker kan arbejde for. Vi kan hver især
beslutte os for, at vi ønsker at arbejde for, at
verden bliver lidt mere retfærdig. For mig er det,
hvad man kunne kalde det socialpolitiske kald:
Verden er uretfærdig, men du kan gøre en forskel
og gøre den mere retfærdig, hvis du vil!
En rød tråd gennem hele mit voksne arbejdsliv er,
at det har givet mening for mig at arbejde og
kæmpe for, at verden bliver et mere socialt retfærdigt sted, dvs. et sted, hvor det enkelte menneske får gode muligheder for at udfolde sine
evner og tilfredsstille sine behov uanset dette
menneskes baggrund og historie.