maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 107
For mig er det at arbejde for social retfærdighed
et indlysende svar på det urimelige i, at vi mennesker er født med ganske forskellige sociale muligheder. Vi kan ikke selv beslutte, om vi fødes
som rig eller fattig. På den måde er det således
helt tilfældigt, at jeg er født som den mellemste i
en søskendeflok på tre, og at mine forældre
arbejdede som henholdsvis frisør og ingeniør.
Jeg kunne lige så godt være vokset op hos en
stofbrugende mor på Vesterbro.
Mine evner har jeg heller ikke gjort mig fortjent til.
Der kan være utrolig stor forskel på de evner, vi
fødes med, men pointen er, at ingen af os har
gjort os fortjent til lige præcis de evner, som vi er
udstyret med. Det er et udslag af tilfældighed.
er endt som forstander på Mændenes Hjem. Jeg
ved, der er mange andre grunde til, at det lige er
dette arbejde, jeg har, men samtidig tror jeg
også, at mit liv kunne være blevet helt anderledes, hvis disse tre ting ikke var hændt.
Måske er det pointen. At selv om der er mange
ting, som former os, så ville vi aldrig være endt
der, hvor vi er, hvis der ikke var nogle helt særlige
begivenheder, personer og fænomener, som
havde været med til at forme os.
Måske.
For mig er en drivkraft således at gøre op med
den uretfærdige og tilfældige fordeling af goder
og evner, vi fødes ind i. Jeg synes, at vi alle har et
ansvar for at ændre på dette. Jeg synes, det giver
mening, når vi nu har muligheden for det. På den
måde betragter jeg mit daglige arbejde på Mændenes Hjem som et forsøg på at rette op på det
uretfærdige i, at mennesker, der lever udsat,
oftest helt fra barnsben har haft få muligheder for
at skabe et godt og trygt liv.
At dette er en af drivkræfterne for mit arbejde på
Mændenes Hjem, blev jeg bekræftet i på min
anden arbejdsdag i 1999 – det år, hvor jeg begyndte som vikar på ‘Hjemmet’, som det blev
kaldt dengang. Der skete det, at en af vores
beboere kom ind fra gaden. Han var meget,
meget bange. Han bad om at blive udskrevet
med det samme. Vi spurgte, om der var noget, vi
kunne hjælpe ham med. Han svarede, at det, han
havde brug for, var et oversavet jagtgevær, da
der var nogle, som var efter ham. Det kunne vi
selvfølgelig ikke hjælpe med. Han rejste fra huset
samme nat. En måneds tid senere hørte vi, at han
var blev fundet dræbt i Jylland.
For mig er historien om Per – som han hed – et
eksempel på, hvorfor den sociale retfærdighed er
en ild, som altid brænder for os på Mændenes
Hjem. At et menneske ender i en sådan situation,
er der selvfølgelig mange grunde til, men jeg er
ikke et sekund i tvivl om, at Pers muligheder i
livet helt fra barnsben har været ganske anderledes end mine eller mange andres.
En tur til Bukarest, Inger og social retfærdighed
er blot tre af de mange ting, som har gjort, at jeg
105