maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 11
– selvom jeg kom lidt sent i gang. De små hverdagshistorier og indtryk af de mange vidunderlige mennesker jeg mødte på min vej, har sat
perspektiv på rejsen. For selvom mange er døde
og borte, står de stadig lyslevende for mig.
Det er min dagbog.
Alle navne er selvfølgelig fiktive, men menneskene er virkelige.
Manden med kufferten
En ældre mand, tillod jeg mig at sige, kom ind i
politivagten på Københavns Hovedbanegård.
Han var sidst i 50’erne, og ordentlig klædt med
slips og lang frakke, men dog noget slidt i sit ydre
og noget opgivende i sin attitude. Hans skuldre
hang, og han kiggede for det meste ned i gulvet.
Jeg havde aldrig set ham før, og han faldt lidt
uden for de typer, som normalt færdes på gaden
på indre Vesterbro, og som jeg normalt stifter
bekendtskab med.
Med sig havde han en gammel brun kuffert. Det
var en af dem med stive sider og nittede forstærkninger omkring hjørner og kanter. Han stillede kufferten og kom hen til skranken og spurgte,
hvad han skulle gøre, for nu kunne han snart ikke
mere. Han havde gået rundt i flere dage og ikke
rigtig fået noget at spise. Han trængte virkelig til
noget omsorg og indtrængende til et bad.
“Hvad er der sket med dig” spurgte jeg. Han havde
ikke noget sted at bo og havde ingen penge. “Så
er du startet det rigtige sted” svarede jeg. “Hvor
kommer du fra” spurgte jeg og forsøgte at pejle
mig ind på problemet, imens han blev mere og mere opgivende. Det hele kunne være lige meget.
Han forlod politivagten igen, og kaffen lod han
stå urørt tilbage. Jeg havde ingen fornemmelse
af, om han havde taget min vejledning til indtægt.
Kort efter opdagede jeg, at hans kuffert stod
udenfor i Trafikhallen. Bomberydderne kunne vi
godt afblæse, for jeg genkendte kufferten. Han
var ikke at se, og derfor tog jeg kufferten med ind
i vagten i håb om, at han ville komme tilbage,
men det gjorde han ikke. Ved min vagts afslutning åbnede jeg kufferten for at besigtige dens
indhold, og for at finde ud af, hvem han var. Der
var noget tøj og et chartek med nogle personlige
papirer. Øverst en skilsmissebegæring mellem
ham og hans hustru, en fyreseddel og diverse
personlige breve, rudekuverter og papirer.
Jeg har ofte tænkt, hvad der blev af manden med
kufferten. Hvor bragte livet ham hen. Tog han sig
af dage. Skulle jeg have været mere insisterende,
krævet mere af ham. Måske skulle det bare være
sådan – jeg ved det ikke. Det eneste jeg med
sikkerhed kunne sige var, at han aldrig kom
tilbage efter sin kuffert.
Et øjebliksbillede
Jeg kan ikke mere i dag. Klokken er 11 om formiddagen, og jeg har kun været på arbejde i 4
timer. Jeg er opbrugt, og magtesløsheden har
tømt mig for kræfter. Jeg føler mig tom. Der er
ikke noget, der giver mening mere.
Peter sidder og banker hovedet ind i væggen.
Søren har ikke fået sin medicin og bevæger sig
på grænsen til panik. Uden for står Pia med det
største blå øje jeg længe har set, men er mere
bekymret for sin lille hund, som hun ikke kan
finde. Mohamed er allerede udskrevet fra psyk.,
og han stirrer på mig, som var jeg fanden selv, alt
imens han messer uforståelige gloser. Han er
enormt fikseret på min pistol, og jeg er egentlig
lidt usikker på, om han overhovedet kan kende
mig. Mon relationen rækker i dag, eller er jeg helt
alene. Ali, der er påvirket i svær grad, står og
roder med en finger mellem brostenene. Neglen
på hans blodige pegefinger er helt væk, men det
ænser han ikke. Kim har med vilje brækket nøglen i låsen til sin hoveddør. Han vil ikke hjem, og
beder om at komme ind og sove på City, for han
orker ikke mere. Nej Kim, ikke i dag”
Brians ubehandlede flænge i panden drypper
stadig, men han vil ikke sys. Caroline står og taler
til mig, som om alt var normalt omkring hende.
Jeg kan ikke koncentrere mig. Pludselig kommer
Ronni løbende fra kiosken med indehaveren i
hælene og råber “han har lige truet mig med tæv”
og indehaveren “jeg er træt af at han generer
mine kunder”. “Rolig nu” svarer jeg, “så sig han
ikke kan købe øl hos dig mere”. Caroline taler
stadig. En forbipasserende hvisker til mig “De
står og handler lige om hjørnet”. Han måtte undre
sig over, hvorfor jeg ikke greb ind.
Det er ikke genindspilningen af Gøgereden jeg
står midt i. Det er virkeligheden. Scenen kan ikke
gøres om, og der er ingen lykkelig slutning. I
morgen er der atter en dag, og den kan bliver
nøjagtig lige så nådesløs, som dagen i dag.
9