maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 116
Omvendt er volden ligeledes en konstant medspiller. Den udtrykker sig stort set dagligt i større
eller mindre grad. Sådan er det med mennesker,
som er stofpåvirkede og ofte ikke har sovet i flere
dage ad gangen. Det gør dem udadreagerende
og impulsive samt i nogle tilfælde særdeles
grænseløse og farlige. Med risiko for at fremstå
lidt kynisk så påvirker volden mig dog egentlig
ikke så meget i sig selv, men det, at en situation
kan gå fra 0 til 100 på et splitsekund, kan godt
være en stressfaktor; at alt er roligt for så pludselig at eksplodere ud af det blå. Sådan er det flere
gange om dagen, og hver gang er man som
personale nødt til at intervenere, så det ikke løber
løbsk.
Og så er der døden, der uvægerligt følger denne
målgruppe som en konstant skygge i deres liv.
For mit eget – og mine kollegers – vedkommende
er dette en præmis i arbejdet med mennesker,
der lever så selvdestruktivt. Jeg husker den
første gang, jeg fik denne erkendelse. Jeg havde
gennem en periode opbygget en relation til en
stofbruger, som holdt til i en kælderskakt ved
Hovedbanen. Hver dag, når jeg tog hjem, smuttede jeg forbi denne kælder og fik mig en sludder
med ham. Da jeg vidste, at hans 26 års fødselsdag var nært forestående, havde jeg købt et lille
stykke chokolade til ham. Det gør jeg gerne, hvis
jeg ved, de har fødselsdag, eftersom de som
oftest har begrænset kontakt til deres familier –
hvis overhovedet. Det er ganske rørende, hvor
meget glæde og taknemmelighed man kan frembringe i et menneske for sølle 5 kroner. De husker
det i årevis frem. I det aktuelle tilfælde havde jeg
således købt en Snickers til ham og påsat et lille
flag. Han var imidlertid ikke til at finde. Jeg spurgte derfor min chef, om han havde stødt på ham.
Han var optaget af andre gøremål og svarede
derfor lidt kortfattet: “Han døde i nat, så det er
trist.” Det skal understreges, at han er et utrolig
empatisk menneske, som har helliget sit professionelle liv til at hjælpe mennesker i nød, men han
havde allerede på dette tidspunkt arbejdet så
mange år inden for feltet, at dødsfald i brugergruppen ikke var nyt for ham. Det var dog en lidt
surrealistisk oplevelse for mig, fordi jeg på det
tidspunkt ikke havde forholdt mig til det faktum,
at døden følger med et massivt misbrug – og at
den ikke skeler til alder. I det øjeblik stod det klart
for mig, at dette var en præmis i arbejdet, som
jeg var nødt til at acceptere. Det var så at sige
min introduktion til det, der vel kan betegnes som
114
professionel empati. Du kan lære mennesker at
kende gennem mange års relationelt arbejde
med dem, du kan kende deres fortid og deres
drømme om fremtiden, besøge deres familier,
hvis de har nogen, opleve deres op- og nedture
på nært hold, og næste dag kan de være døde.
Enten på grund af kropslig slitage som følge af
mange år med stofmisbrug, eller fordi de én gang
tager for meget stof uden adgang til professionel
hjælp. Det er derfor blevet til mange begravelser
gennem årene – nogle med deltagelse af familiemedlemmer, andre blot under tilstedeværelse af
socialarbejdere og nogle få venner fra stofscenen. Vi er på mange måder deres tætteste familie. Det skal man alt sammen kunne håndtere. Så
ja, det er et særligt job at bestride. Det er givende
og tagende på én og samme tid. Ikke desto
mindre giver det dog mening på så mange niveauer og er mere at betegne som et livskald end
et arbejde.
Orlov og socialt eventyr i Los Angeles
I 2016 havde jeg arbejdet cirka fem år på Mændenes Hjem og kunne mærke, at jeg havde brug
for at udfordre mig selv med noget anderledes
end det, jeg var blevet vant til. Jeg var ikke på
udkig efter et andet arbejde, men jeg ville gerne
opleve nogle af verdens andre sociale facetter.
Jeg besluttede derfor at ansøge om tre måneders
orlov, hvorefter jeg så at sige snurrede globussen
rundt og satte en finger på den. Det endte med at
blive Los Angeles. Jeg havde aldrig besøgt USA
og havde absolut ingen forhåndsviden om LA.
Jeg brugte derfor noget tid på at læse om byen
og fandt snart ud af, at den var hjemsted for et
notorisk berygtet socialt udsat område kaldet
Skid Row. Jeg tog derefter kontakt til nogle af de
skadesreducerende institutioner, som opererede
i dette område. Mit eneste krav var, at jeg kunne
spejle mig i deres ideologiske ståsted, hvilket
blandt andet betød, at jeg afstod fra at række
ud til dem, som var religiøst motiverede. Det indsnævrede unægtelig feltet, som endte med at
blive skåret ned til tre institutioner. Den ene af
disse hed Homeless Health Care Los Angeles.
Jeg skrev en mail til deres leder, hvori jeg skitserede, hvem jeg var, hvilken erfaring jeg havde, og
at jeg kunne tilbyde dem tre måneders ulønnet
hjælp med, hvad end det måtte være. Responsen
kom prompte og var overraskende positiv. Deres
leder var ligefrem begejstret for muligheden.
Sagen er den, at Danmark hører til i verdens top,
når det drejer sig om skadesreduktion. Skadesre-