maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 117
ducerende institutioner i lande som USA kigger
derfor på vores sociale model med beundring, da
det er den slags, de selv håber en dag at kunne
opnå den politiske vilje til at kunne gennemføre.
Tre måneder i himmel og helvede
Få måneder efter sad jeg i flyet på vej mod det,
der skulle vise sig at forme min livsbane for
resten af livet.
Jeg lod det fra starten stå klart for deres ledelse, at jeg, trods mine års erfaringer i en
dansk kontekst, kom med en ydmyghed, eftersom det at arbejde med socialt udsatte i USA
adskiller sig markant fra vores lille andedam.
Jeg lod dem dog samtidig forstå, at jeg ikke
blot var kommet for at observere, men også for
at deltage. Og deltage kom jeg i allerhøjeste
grad til. Området Skid Row er svært at beskrive
for udefrakommende. Det er lokaliseret i downtown LA og har cirka samme størrelse som
indre Vesterbro, det er omgivet af skyskrabere
og erhvervsliv på alle sider, mens selve området
er hjemsted for tusindvis af hjemløse, som lever
i papkasser og telte så langt øjet rækker ned ad
alle gader. Der er stort set ingen butikker og bestemt heller ingen, som vover sig derind til fods
uden et formål. Politiet er til stede og sørger for,
at det ikke spreder sig ud over de usynlige gadegrænser. Der er larm, skrald og rotter overalt,
og luften summer af elendighed. Jeg husker,
min første tanke var, at dette ikke er et vestligt
demokrati værdigt. Det stod også lysende klart
for mig, hvilken uoverskuelig situation byen stod
overfor, og at skadesreduktion i den grad var
påkrævet i en uhørt målestok.
I de følgende tre måneder fik jeg lov til at prøve
kræfter med socialt arbejde på måder, som
oversteg mine vildeste forventninger. Jeg deltog i behandling af overdoser på gaderne, kørte
rundt med politiet, besøgte fængsler, talte med
bandemedlemmer, besøgte bande-exitprogrammer og udviklede relationer til flere af gadens
folk. Relationer, som stadig holder ved den dag
i dag. Selv om det naturligvis er trist at opleve
mennesker i så stor nød, er det også enormt
spændende og givtigt på et personligt plan.
Det gav mig en endnu større værdsættelse af
Danmark og vores tilgang til sociale problemer.
Nogen gange lærer man mest om sit eget land
ved at forlade det.
Et kapitel slutter og et nyt begynder
Mod slutningen af mit ophold blev jeg inviteret ud
til en begivenhed, hvor en række forskellige
institutioner mødtes i en park i området Rampart.
Denne bydel er hjemsted for en af byens farligste
bander, som med hård hånd styrer narkohandlen
og opkræver beskyttelsespenge af gadens erhvervsdrivende og de hjemløse, som holder til i
området. Parken så ved første øjekast smuk ud
med masser af grønt og en sø med springvand.
En betjent lod mig imidlertid forstå, at de regelmæssigt trak vod i søen, hvor de ofte fandt våben
samt af og til lig. En hjemløs fortalte mig, at en af
hans venner lige var blevet slået ihjel af banden,
fordi han ikke havde betalt ‘leje’ for sin papkasseplads i parken. Han selv havde heller ikke
betalt og var derfor blevet trukket ned til søen og
nær druknet som en påmindelse om at huske at
betale fremadrettet. Hård kost, må man sige.
Hvad jeg ikke vidste var, at min lidt tilfældige
deltagelse i park-arrangementet ville komme til at
få afgørende betydning for min fremtid, idet jeg
her mødte en amerikansk socialarbejder fra en
anden institution. Hun og jeg blev sidenhen gift,
og i dag bor vi i Danmark med vores lille datter.
Kærligheden kommer som bekendt, når man
mindst venter den. I mit tilfælde i et svært belastet område i Los Angeles omgivet af hjemløse
og kriminelle.
Mine oplevelser på denne første rejse var uforglemmelige, og i forlængelse af min hjemkomst
indgik Mændenes Hjem og Homeless Health
Care en samarbejdsaftale, hvor der hvert år er
blevet sendt adskillige medarbejdere fra de to
organisationer begge veje på et to-ugers ophold.
På den måde får medarbejderne mulighed for at
snuse til det store arbejde, der bliver gjort i de
respektive lande for at hjælpe dem, som har de
sværeste kår.
Et dansk aftryk i Los Angeles
For mit eget vedkommende arbejder jeg stadig
på Mændenes Hjem, men i de fem år, der er gået
siden min første tur, er jeg regelmæssigt vendt
tilbage til Los Angeles, hvor jeg har bistået organisationen med diverse projekter og opgaver.
Senest har jeg arbejdet med etableringen af et
rekreativt drop-in i Skid Row, hvor jeg fik frie
hænder til at indrette det efter behag. Man skulle
tro, at der eksisterede masser af sådanne steder i
et område, hvor behovet er så uendelig stort,
115