maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 127
Min mor kunne ikke udstå mig, hun havde i virkeligheden ønsket sig en dreng. Mors stående
replik var: “Du er dum og grim, gå op på dit værelse og kom ud, når du er færdig med at tude.”
Min far var god nok, men han var langturs lastbilchauffør og kom kun hjem i weekenden, hvor
han smed en pose penge, som vi købte mad for.
Jeg var omkring 7- 8 år, da mine naboer forsøgte
at få lov til at adoptere mig, det var åbenbart helt
tydeligt for enhver at se, at jeg havde det elendigt derhjemme.
Men min mor “heksen” satte sig imod og fortsatte med at tyrannisere mig. Jeg kan ikke mindes,
at hun nogensinde gav mig et kys eller kram. Det
var først som syttenårig, at jeg fik knus af min
plejemor, som jeg var så heldig at komme til at
bo hos, fra jeg var 17 til 18 år.
Jeg har haft utallige jobs som au pair-pige, slagterimedarbejder og som smørrebrødsjomfru, jeg
har altid elsket at lave mad og er god til det. Jeg
arbejdede på Postgården i Ringsted og var meget glad for mit arbejde, men fik helbredsmæssige problemer og måtte stoppe. Jeg blev kørt ned
af en bil og erklæret 100% uarbejdsdygtig. Jeg
begyndte at ryge coke som fyrreårig, min kæreste introducerede mig til stoffet. Jeg har røget i
14 år on and off, coke er svært at skaffe i Nykøbing Falster, hvor jeg bor. Jeg har aldrig nogensinde haft en nål i armen, og det kommer heller
ikke til at ske.
Da jeg var i starten af trediverne, begyndte jeg
at arbejde på et bordel i Valby og efterfølgende
som escortpige. Jeg blev min egen boss med
privatchauffør, ovenikøbet to af slagsen, den
ene kørte mig rundt om dagen, og en arabisk
chauffør kørte mig om natten. Vi dækkede hele
Sjælland og Lolland Falster, jeg havde masser af
kunder som glædespige og kedede mig i hvert
fald aldrig. Du lægger alle dine følelser til side,
inden du går ind til en kunde, sådan er det bare.
Mine børn – jeg har to sønner og en datter – har
altid vidst, hvad jeg lavede, der er ikke så mange
hemmeligheder gemt i mig.
Nu arbejder jeg på Cafe Dugnad som frivillig, når
jeg er i byen. Stedet er et tilbud til mennesker,
som bruger stoffer, er hjemløse eller har psykiske
problemer. Hvis Cafe Dugnad tilbød at ansætte
mig i dag som smørrebrødsjomfru, ville jeg uden
tøven springe til, jeg elsker det sted.
125