maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 135
Så langt tilbage, jeg kan huske, har jeg altid følt
et dybt socialt engagement, men det var først, da
jeg startede på Rysensteen Gymnasium, at jeg
blev bekendt med miljøet på Vesterbro. Det
tiltalte mig meget, at der her var et bredt udsnit af
befolkningen repræsenteret, blandt andet skæve
eksistenser, som ikke rigtigt passede ind. Jeg har
altid haft en drøm om at arbejde med socialt
udsatte mennesker, og jeg har selv oplevet misbrug tæt inde på livet i min helt nære omgangskreds.
De to største brugergrupper af Mariatjenesten er
mennesker, som ønsker at være en del af et
socialt fællesskab, og immigranter, som typisk
kommer fra Rumænien og Bulgarien. Vores brugergruppe omfatter dog også prostituerede,
stofbrugere, psykisk syge og andre – ofte ser vi
desværre, at ét problem sjældent kommer alene.
Relationsarbejdet er en af hjørnestenene i Mariatjenesten. Mange af de mennesker, som bruger
kirken, tilbringer jeg langt mere tid med end mine
bedste venner og familie. I visse tilfælde ender vi
med at blive nogle af hinandens primære relationer. På godt og ondt. Der er mange personlige
historier, men nogle gør større indtryk end andre.
En af dem, jeg husker tydeligst, var lige efter, jeg
var blevet ansat i Mariatjenesten. Det var ham
den unge rumænske fyr på min egen alder. Han
var netop ankommet til Danmark og havde store
drømme om at finde et arbejde. Det var mit indtryk, at han var relativt ressourcestærk – han
havde intellektet med sig, var god til engelsk, og
ikke mindst havde han drømmen om og viljen til
et bedre liv. Desværre fik han et arbejde som
spotter (at holde øje med politiet) ude på Christiania.
I starten gik det godt, og han var utrolig stolt og
tjente også gode penge. Desværre endte han
med at udvikle et heftigt hashmisbrug og kom
derudover i “bad standing” på Christiania. Han
krøb til sidst langs murene og var helt fjern i
blikket. Det var hårdt at iagttage hans nedtur,
som inden for ganske kort tid blev meget værre.
En anden relation, som gjorde et stort indtryk på
mig, var en midaldrende bulgarsk mand. Han var
svært overvægtig og led af en del skavanker og
sygdomme, men han var altid utroligt positiv og
meget vellidt i miljøet. Han havde flere gange
været indlagt, men ikke desto mindre holdt han
humøret højt. En dag var han pludselig væk, og
der gik rygter om, at han var faldet om midt om
natten og kørt væk i en ambulance. Efter flere
opkald til sygehusvæsenet fik jeg omsider den
tilbagemelding, at han var afgået ved døden. Derefter måtte jeg meddele hans kone og venner,
hvad der var sket. Det var rigtig hårdt, for jeg
respekterede ham enormt meget, og det var
hjerteskærende at skulle overlevere den dårlige
nyhed til nogle, som elskede ham og naturligvis
blev kede af det.
Heldigvis oplever jeg også de positive historier.
I de fleste tilfælde handler det om de små møder
og oplevelser. Bare det, at en bruger kan komme
og være i dårligt humør, men forlade stedet som
forandret og i godt humør, tage afsked med en
krammer og sige tak for i dag, er meget livsbekræftende.
Af og til kommer der også folk på besøg, som for
mange år tilbage har været brugere af Mariatjenesten. For eksempel snakkede jeg med en
tidligere stofmisbruger, som fortalte om, hvordan
Mariatjenesten havde været der for ham. Havde
det ikke været for os og den omsorg og hjælp,
han fik, så havde han ikke været her i dag.
Teksten er en udskrift af en båndet samtale
mellem Emil S.W. Sørensen og Hanne Lise
Thomsen i januar 2022.
Ansat i Mariatjenesten i 3 år – Emil S.W. Sørensens baggrund er akademisk med en kandidatgrad i socialt arbejde.
133