maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 14
Pingvinkolonien
Blandt en del af stofmisbrugerne udspiller der sig
dagligt et ejendommeligt “skuespil”. Med en vis
accept stjæler man fra hinanden. Man skal ikke
vende ryggen til sine ting mange sekunder, før de
er væk. Mobiltelefoner, kontanter, medicin og
euforiserende stoffer skal man passe meget på.
Det er i høj kurs hos den, som lige nu står og
mangler.
Skærmydsler, trusler og slagsmål opstår som
lynet fra en klar himmel, men dør hen lige så
hurtigt, som det er opstået. Det er tilgivet, men
ikke glemt. Og kan bruges som en tjeneste på et
senere tidspunkt. Der er ikke langt fra handling til
tilgivelse, og man kan godt stjæle fra hinanden
den ene dag og være fordragelige den næste.
Det kan virke som en meget indstuderet foretagelse. Tilgivelsen kommer næsten automatisk, så
snart dønningerne har lagt sig. Men kun fordi den
bestjålne nu stjæler fra en anden, og på den
måde går det i ring.
Dog er der grænser, men den er flytbar og afhængig af abstinenserne og diskuteres kan den. Men
en ting er helt sikkert, man stjæler ikke fra en der
ligger ned – kun hvis det ikke opdages. Ikke
sjældent er der en i gruppen med overskud, som
kan hjælpe den, som intet har. Sammenholdet er
utroligt.
Skylden
På plejecentret ligger Jamal. Lam og kan ikke
tale. Vi fandt ham en tidlig morgen i en blodpøl på
fortovet. Nedslået af brutale pushere for at statuere et eksempel. Jeg har talt med ham så mange
gange, og måske var det i virkeligheden derfor.
Netop det, der var problemet. De troede, han
talte om dem.
En dårlig dag
Vi kan alle sammen have en dårlig dag. Men
forestil dig, at have en dårlig dag, hver, dag. Og
med en dårlig dag, mener jeg ikke, at du har
glemt din madpakke, eller du har brugt al din
data på telefonen. Med en dårlig dag mener jeg,
at vågne op i en sur og våd sovepose for at
opdage, at nogen har klippet hul i enden og taget
dine sidste penge. Du kan mærke abstinenserne,
og skal skaffe penge igen. Du løber spidsrod
mellem butiksdetektiverne i Føtex, hvorefter du
finder den hæler, der snyder dig så vandet driver.
Du finder din pusher, men ham du plejer at købe
12
af, er varetægtsfængslet, så du er nødt til at købe
af ham, som du i forvejen skylder penge. Du får at
vide, at prisen pludselig er steget, og nu skal du
sutte den af på ham. Du tager dine stoffer i en
baggård omringet af onde blikke, kommer i tanke
om, at du har glemt din sagsbehandler. Det
vigtige møde, hvor du skulle bevise, at du var
motiveret til behandling. Skulle du alligevel søge
hjælp hos familien igen, selvom de har hugget
eller slået hånden af dig. Sidste gang blev du
hentet af politiet. Rådgivningscentret har lukket.
Du nåede ikke din metadon, og det er fredag
eftermiddag. Du skal gå hele weekenden uden,
og du ved, at når du vågner næste gang, vil det
hele gentage sig. Det er en dårlig dag.
Misbrugets jerngreb
Den voldsomme afhængighed af euforiserende
stoffer kommer jeg nok aldrig til helt at forstå. Det
ville nok kræve, at jeg selv havde prøvet det.
Derfor forsøger jeg heller ikke at foregive, at jeg
ved, hvad de taler om. Men jeg prøver virkelig at
forstå det. Og en ting står meget klart for mig.
Det er et jerngreb man ikke undslipper, og som
holder en fanget resten af livet, enten som fortsat
misbruger eller som en fristelse der lurer ved den
mindste lejlighed – “Jeg har været clean i 3 måneder nu, men jeg tænker på det hver dag”.
De hårde drenge
En af stofmisbrugerne var trukket godt op ad
væggen. Omkring ham stod 2 af de hårde drenge, og den ene havde sin underarm presset mod
hans hals. Han var skrækslagen og parat til at
aflevere alt, hvad han havde i lommerne. Han
blødte allerede fra næsen.
Jeg blev nødt til at gøre noget nu, inden jeg fik
assistance, ellers ville det ende galt, så jeg løb
mod dem og råbte, “Det er politiet, hvad har I
gang i?”.
De slap deres tag og kiggede sig forskrækket
rundt, indtil de fandt ud af, at jeg var alene. De
begyndte at puste sig op, “Hvad har du tænkt dig
betjent?”.
Min hjerne kørte på højtryk, mens jeg overvejede
mine muligheder. Men pludselig var der en genkendelig stemme bag mig, der råbte, “Hey, ham
der skal I ikke røre, det er vores betjent!”.
Hjælpen kom fra helt uventet side. Det var en
ældre misbruger, jeg havde et rigtig godt forhold