maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 149
mig, men på grund af coronaen er der ingen
kontanter i kassen.
2. maj:
Imens jeg står og taler i mobil med min mor,
kommer en psykose fra fixerummet og laver
kung-fu fagter lige op i fjæset på mig. Jeg prøver
at vifte ham af, men han eksploderer i ansigtet på
mig og råber alt muligt lort, der får min mor til at
tro, at jeg bliver slået ihjel. Jeg kan høre hende
gispe i mobilen, hvad sker der, hvad sker der,
mens Kung-Fu og jeg hvæser af hinanden. Efter
at han er bakket ned ad Slagtehusgade, og mor
er holdt op med at græde, føler jeg, at jeg ikke
håndterede den situation særlig godt!
3. maj:
Fire somaliske fyre kommer gående med lyserøde balloner i munden. Jeg spørger, om det var
dem, der havde efterladt hundredevis af de små
metalliske lattergaspatroner uden for butikken
den anden dag. Gider I så ikke rydde op efter jer
selv næste gang, spørger jeg. Ikke noget problem
længere, bro, siger den ene fyr og viser mig en
trykflaske, blå med “Smartwhip” skrevet langs
siden. Den er på størrelse med en halv HT bus.
Jeg nikker – Ah, smart! Resten af formiddagen
sidder de og blæser balloner op rundt om hjørnet.
4. maj:
Inger fra politiet ringer og spørger, om vi nogensinde låner vores grill ud? Jeg siger nej og tænker bagefter, hvad fanden det handlede om. Inger
ringer igen en time efter og spørger, om jeg kender en, der hedder Frank. Jeg siger nej og tænker
bagefter, hvad fanden det handlede om. Da jeg er
kommet hjem, ringer Inger og siger, at ham, der
har “lånt” din grill, sætter den tilbage inden to
dage.
11. maj:
Liv spørger, om jeg har nogle penge. Jeg siger
nej, det er jeg ked af! Du er ikke en skid ked af
det, hvæser hun.
23. maj:
Kødbyen er som en spøgelsesby under coronakrisen. Crackrygerne må ikke være indenfor i
fixerummet. Når mørket falder på, ryger de crack
og brun heroin på alle hjørner, hvis ikke de kan
bryde ind et sted – vagterne er ved at få grå hår.
I stedet for vindhekse blæser stykker af sølvpapir
og blodige vatrondeller ned ad gaden. Fucking
Coronaville! Indgangen til gaden, med fixerummet H17 på den ene side og kulturstedet H15 på
den anden, er fyldt med crackrygende spøgelser
på ramperne begge steder – det er som en ond
drøm om New York i 80’erne.
14. juni:
Står i kø i SuperBrugsen, fordi vi er løbet tør for
mælk til kaffen. Ham den skeløjede hjemløse, der
altid sidder udenfor med en dåsebajer, kommer
med sin flaskebon og spørger, om han må komme foran i køen. Jeg siger, hvorfor? Du slår mig
ikke som én, der har særlig travlt!
19. juni:
Crazy Daisy fest i gaden. Under overskriften “Den
Grønne Kødby” er der festival i hele gaden – sådan midt under coronakrisen. Smart! Festivalens
SoMe profiler er smurt til med buzzwords som
grønt, lokalt, nordisk og ramsløgpesto, men alle
ved, det handler om at sælge rosé og gin og
tonic. Det fucker op på alle parametre den her
første fredag, og kl. 21 står 500 mennesker og
tungekysser foran en lam DJ, og det er et mirakel, hvis ikke Kødbyen bliver et nyt corona epicenter. Det er med flere længder den mest hjernedøde crowd, der nogensinde har været i
Høkeren. De kyler deres bionedbrydelige lorteemballage overalt. En blond tøs kaster op i bonderoserne. En anden går gennem glasset i festivalens “coronasikre” drivhuse og bløder fra
underarmen. En usandsynligt stiv blondine giver
Hjemløse Hans 500 kroner på hans Hus Forbi
mobilepay, og han er megaglad. Hun siger, jeg
elsker at hjælpe folk, jeg håber bare, at han
bruger dem på noget godt. Jeg siger, at han helt
sikkert bruger dem på stoffer, og så begynder
hun at tude. En pige, der forsikrer, at hun ikke er
særlig fuld, får et hedeslag, og Sygeplejerske
Diana sætter hende med fødderne i koldt vand i
vores gulvspand. Hjemløse Danni spørger, om
han må rydde op for en halvtredser og de tomme
dåser. Jeg går og hjælper ham lidt udenfor, og da
jeg kommer tilbage til butikken, ligger der en fuld
stodder i køkkenet og sover på gulvet foran
kølebænken med en sixpack Carlsberg som
hovedpude. Jeg spiller Bob Dylan på anlægget,
og en gut stikker hovedet ind ad vinduet og
spørger, hvorfor jeg spiller sådan noget sørgelig
musik. For at få dig til at gå, svarer jeg.
147