maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 15
til. Jeg var rigtig glad for at se ham den dag. Det
fik han også at vide.
Man får helt lyst til at sende et tæskehold. Men
det går nok ikke
De to gangstere forsvandt hurtigt. De blev rundkastet, men vi fandt dem aldrig. Den forurettede
havde ikke særlig meget lyst til at tale med mig
om, hvad der var sket. Men det kan være, at det
kommer, når han lærer mig bedre at kende. Måske ved han nu, hvem han kan tale med næste
gang, han får problemer.
Fri for stoffer
Jeg mødte Muhammed i dag. Desværre havde
jeg travlt, fordi jeg var på vej ind i Skyen. Sygeplejersken havde problemer med en opkørt
bruger, som hun sagde.
Som at bestige Mount Everest
Han smilede altid, når jeg mødte ham i Istedgade.
Han var ligeglad med, hvad de andre sagde. Vi
kunne godt stå længe og snakke, selv om han
risikerede at blive beskyldt for stikkeri. Det bekymrede han sig ikke om, men i dag, var han lidt
mere urolig til mode, mere end han plejede.
Han led af angst og depression, men han havde
ikke været nede på apoteket på Enghave Plads i
flere uger. Han sagde, han ikke havde haft tid,
men jeg ved, at det var fordi, han ikke kunne tage
sig sammen. “Skal jeg ikke følge dig derned – jeg
skal samme vej”, spurgte jeg, men det kunne han
slet ikke overskue. Han skulle følges med nogle
andre, og de skulle en helt anden vej.
Ja, man følger stofferne. Selvom han ingen penge havde, kunne der jo falde noget af. Den chance ville han ikke lade sig passere.
Er man stofmisbruger på grund af omsorgssvigt
fra barnsben af, og har man levet med overgreb
hele sit liv, så er det blevet en “normal” del af ens
liv – så findes “at tage sig sammen” ikke. Det
eksisterer simpelthen ikke. Så kan man lige så
godt bede dem om at bestige Mount Everest.
Tæskeholdet
Jeg mødte Mie oppe ved Reventlowsgade. Hun
havde et forholdsvis nyt blåt øje, men det ville
hun ikke tale om. Det var ikke noget. Men jeg
ved, det var noget. Jeg ved, hun får tæsk af sin
kæreste. Jeg ved, hun altid har fået tæsk af sine
kærester. Hun sagde engang til mig. “Du må ikke
gøre det, jeg nægter det bare, hvor skal jeg ellers
sove – søde, hvor?”.
Cafe Klare nede i den anden ende af Istedgade er
præcis til sådan nogen som Mie. Hvorfor tager
hun dog ikke imod tilbuddet, hvorfor bliver hun
ved med at finde en kæreste, der banker hende?
Muhammed ville sige tak for denne gang. Han var
blevet stoffri, og han så rigtig godt ud. Han var
ellers en af de misbrugere, hvor stofferne fik det
værste frem i mennesket. Men han havde også
sine drømme og savnede sin familie, som han
ikke havde set i flere år.
Jeg var rigtig glad på hans vegne, men lidt ked
af, at jeg ikke fik talt mere med han. Jeg kom vist
til at affærdige ham lidt. Det var ikke meningen.
Døden er der hele tiden
Der lå blomster og var tændt stearinlys på trappen til Mændenes Hjem i dag. Jeg har set det så
mange gange før. En af brugerne var død. Jeg
måtte ind og spørge, hvem det var.
Peter kendte jeg godt, han var en, der ikke gjorde
meget væsen af sig. Altid var han stille og rolig –
ingen problemer med ham. Stofferne tager livet
af dem alle til sidst, men det skræmmer ikke de
andre. Selvom de er kede af det, og synes, at det
er forfærdeligt, fortsætter deres massive misbrug.
Det er svært at sætte sig ind i, hvad der foregår
inde i hovedet på dem. Jeg kan godt forstå deres
misbrug, når man tænker over deres sociale arv
og det omsorgssvigt, de har med i bagagen. Men
det er, som om døden hele tiden er en acceptabel
følgesvend. En mulighed måske, eller en løsning.
Den lurer hele tiden, hver gang de tager et fix.
En god gerning
Vi ledte efter “Troldmanden” i dag. Han plejede at
gå op og ned ad Istedgade, men i dag var han
væk. Det var som om, at han vidste, vi ledte efter
ham. Han skulle tilbageføres til psykiatrisk behandling på Hvidovre. Han var ikke til fare for sig
selv eller andre, men hans udsigt til behandling
blev væsentligt forringet, hvis han ikke snart fik
sin medicin.
Har man ingen indsigt i sin sygdom, kan det være
en voldsom oplevelse at blive tvangsindlagt af
13