maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 16
politiet. Derfor var det vigtigt, at det var os, der
fandt ham, for vi kendte ham, og han kendte os.
Det var blevet regnvejr, så vi besluttede at tage
den sidste tur rundt i trafikhallen på Hovedbanegården. Og ganske rigtigt, der gik “Troldmanden”
og lavede lidt penge af tilfældige forbipasserende. Man kunne godt blive lidt bange for ham, hvis
man ikke kendte ham, og det var da også tydelig
at se på folks ansigter.
“Hej, vi leder efter dig” sagde vi. “Jeg ved det
godt, jeg er også træt af at gå rundt nu” svarede
han.
Han fulgte stille og roligt med uden nogen problemer overhovedet. Hans største bekymring var
de sorte skyer, der hang over os, for de måtte
indeholde en farlig masse skifergas.
Skruen uden ende
Kenneth havde 1000 kroner tilbage af sin kontanthjælp, når alle udgifterne var betalt. Det er ikke
meget, når man tænker på, at han skulle bruge
mellem 2000 og 3000 kroner om dagen alene til
stofferne. Derfor var Kenneth nødt til at stjæle.
Brugsuddeleren var noget træt af ham. I dag var
det 3 x 3 pakker Gevalia-kaffe, sidst var det
chokolade og toiletartikler.
“Er der dog ikke noget, I kan gøre? Det er næsten
hver dag, han stjæler fra mig, jeg ender med at
gå fallit”.
Så er det faktisk tungt at være mig. Gadebetjenten. Hvor end jeg gerne ville, kan jeg ikke løse
alle opgaver. For en kort stund kunne jeg ønske
mig, at bytte med landbetjenten på Samsø eller
et andet fredeligt og romantisk sted.
Det er måske prisen for, at vi bor i et land med
meget høj grad af frihed. Der skal virkelig meget
til for at blive varetægtsfængslet eller tvangsindlagt. Men måske er det ikke så skidt endda, og
måske lærer vi bedre at holde af hverdagen, når
vi ind imellem rystes af yderlighederne.
Hverdagen
Dagene her på Istedgade ligner hinanden. De
drikker sig i hegnet, vågner og drikker videre.
De har mistet al deres værdighed og overladt
deres liv til tilfældighederne. Det må være svært
som udenforstående at forstå, hvad der foregår. Det kan jeg selv huske, da jeg stod her for
første gang. I dag forstår jeg det bedre, selv
om det er svært at acceptere, at det skal være
sådan.
Er man både stofmisbruger, psykisk syg og
hjemløs, er man meget ilde stedt, det er så umenneskeligt, at det ikke er til at bære. Så er det
godt, der er nogen, der kan tage vare på dem, når
de ikke selv kan. Her på Vesterbro har Mændenes
Hjem taget sig af de udsatte i mange årtier. Her er
ingen fordomme, formaninger eller rynkede
øjenbryn. Her kan de få lov til at slås med deres
dæmoner uden at blive set ned på.
Kenneth blev sigtet for butikstyveri og lovede, at
han aldrig ville stjæle fra brugsuddeleren mere.
Det havde han sagt før, men hvem skulle han så
stjæle fra? Jeg fortalte ham, at politiet havde
mulighed for at varetægtsfængsle ham, hvis han
fortsatte. Men jeg vidste jo godt at uanset, hvad
jeg sagde til ham, så var trangen til stofferne så
store, at alt andet var lige meget. Han ville bare
finde et nyt offer.
Det er beundringsværdigt arbejde. Og hvis ikke
de var her, var de overladt til gadens rå brutalitet.
Det giver rigtig god mening for mig at arbejde her
som politimand. Her er der i høj grad brug for
tryghed, ikke mindst for de allersvageste. Og kan
jeg bare med min faglighed give den udsatte en
lidt lettere hverdag, eller medarbejderne på
Mændenes Hjem lidt arbejdsro, så de med deres
faglighed kan få den udsatte på ret køl, så har det
været det hele værd.
Tsunami på Vesterbro
Det er utroligt så meget ravage, en person kan
lave. Tom fik en hel bydel op at køre. Jeg kunne
følge hans gøren og laden på min mobiltelefon,
når borgerne ringede. Personalet på de socialeog sundhedsfaglige tilbud var dybt frustrerede og
parat til at gå hjem. De forsikrede, at de først ville
komme igen, når Tom var væk.
Undskyld jeg er ikke så slem
Forleden var det alligevel blevet for meget på
Mændenes Hjem. En meget beruset kvinde blev
ved med at optrappe en konflikt, og personalet
havde knapt fået hende talt ned, før hun startede
igen. Der var ingen anden udvej end at ringe til
mig. Jeg kendte hende godt i forvejen. Hun
kunne også kende mig, derfor var det måske ikke
14