maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 17
så svært at få hende ud på gaden. Jeg talte
hende lidt efter munden, og spurgte, hvad vej
hun skulle. Vi gik ned af gaden, og lidt efter drejede vores samtale sig om noget helt andet. Og vi
tog afsked i god ro og orden som det hedder.
Næste formiddag stod jeg på gaden, da hun kom
hen til mig, og rykkede i mit ærme. “Undskyld, jeg
er altså ikke så slem. Det var kun fordi, at jeg altid
skulle sove i køkkenet på det værtshus, hvor min
mor arbejdede om natten. Der var altid så meget
larm og ballade, at jeg aldrig fik lukket et øje, så
derfor faldt jeg i søvn henne i skolen, og så blev
jeg ikke til noget” Hun smilede og gik videre hen
til Mændenes Hjem, for at gøre det hun plejede –
at drikke for at glemme, men også for at møde
nogen hun kunne spejle sig i. Her vidste hun, at
hvis hun faldt, var der nogen til at gribe hende.
Selvom hun havde været beruset i noget nær
svær grad, kunne hun alligevel huske, at vi havde
talt sammen dagen forinden. Hun havde haft et
behov for at sige undskyld eller forklare sig, men
det behøvede hun ikke. Jeg ved, hvordan det er,
når hverdagen truer. Hun er ikke et dårligt menneske af den grund, tværtimod.
Ingen drømme
Der skete absolut intet i dag. Hvor var de alle
sammen henne. Der var masser af plads i fixerummet, og der lå kun et par stykker og sov
rusen ud i kontaktstedet på Mændenes Hjem.
Udenfor stod Yousef og smilede. Det gjorde han
altid og det var som om, han accepterede sin
skæbne. Hvordan kan man smile, når man står
på bunden af samfundet. Jeg skal ikke videre i
livet, det her er fint nok til mig. Det er som om,
der er kommet en ny generation af stofmisbrugere, som tilsyneladende skal ende deres dage
her på stenbroen.
Ingen drømme, ingen mål, aldrig se solen stå op
eller bøgen springe ud, ingen fordybelse, kun
tåge. Måske kommer det an på ens præferencer,
måske er det ikke så slemt, hvis man ikke ved,
hvad man går glip af. Jeg ved, hvad jeg ville gå
glip af, for mig ville det være uoverstigeligt, at
skulle leve sådan. Men det er jo nok her stofferne
kommer ind i billedet, hvordan skulle man kunne
holde sine tanker ud, hvis man ikke bredte et
røgslør ud over dem, så man kunne glemme, hvor
ringe det stod til.
Magtesløsheden
I dag lå hun ubevægelig på fortovet. Et ellers
sjældent syn eftersom vi har fået stofindtagelsesrum. Men ikke desto mindre var hun helt væk. De
andre misbrugere omkring hende sagde, at de
nok skulle holde øje med hende. Sådan havde
hun ligget den sidste halve time. Det svar var jeg
ikke helt tilfreds med. Hun trak vejret, men jeg
kunne ikke vække hende, så jeg tilkaldte lægeambulancen og en af sygeplejerskerne fra et af
de sundhedsfaglige tilbud, som kendte hende
godt. Lægen kunne heller ikke vække hende,
selvom hun fik modgift, hvilket resulterede i, at
hun blev kørt på skadestuen.
Det gør altid ondt, når det er nogen, man kender.
Hun har været rigtig skidt kørende den sidste tid,
så hvis hun ikke dør i dag, kan det ikke vare
længe, sådan som hun behandler sig selv. Selvom netværket på Vesterbro fungerede rigtig godt,
kunne vi ikke være omkring hende hele tiden.
Hun blev ved med at udsatte sig selv for risiko.
Både på grund af hendes massive misbrug, men
også fordi hun konstant bragte sig i en situation,
hvor fremmede mænd fik mulighed for at misbruge hende. Det er ubærligt at se nogen gå til
grunde på den måde, men jeg ved simpelthen
ikke, hvad vi mere kan gøre. Vi må bare afvente.
Jeg vil i hvert fald lede efter hende igen i morgen.
Jeg vil ikke leve mere
Nu lå hun der igen, bevidstløs og lige på grænsen
mellem liv og død. Som så mange gange tidligere
denne uge havde sygeplejersken travlt med at
give hende modgift og ilt. Det var hendes 6.
overdosis. Hun var en kvinde fra den anden side
af sundet, som de sidste 5 år havde levet på
gaden i København, som alkoholiker, prostitueret,
stofmisbruger, psykisk syg og hjemløs, og som
om det ikke kunne blive værre, også misbrugt,
gennembanket og voldtaget. Bare tanken om et
liv helt ude over kanten, er ikke til at bære, at leve
det liv i virkeligheden, må være ufattelig svært.
Hver morgen tog hun fra herberget efter beskeden om, at hun ville tage sit eget liv. 6 gange
lykkedes det næsten. Så snart hun kom på benene igen, kastede hun sig ud i et nyt forsøg. Vi
samlede hende op på gaden, og kørte hende
tilbage til den bekymrede kontaktperson på
herberget. Men hun var lige så hurtigt tilbage på
Vesterbro som vi andre. Selv med mange års
erfaring fra Vesterbro, har jeg aldrig oplevet
15