maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 22
noget lignende. Vi forsøgte at indlægge hende på
en psykiatrisk afdeling, men som lægen sagde,
kunne vi ikke forhindre hende i at tage sit eget liv,
så længe hun ikke var psykotisk, og det var jo
rigtig nok. Hvad skulle vi dog stille op, for vi
kunne ikke bare se på, at hun tog livet af sig selv.
Det er slet ikke foreneligt med en 37 timers ar
bejdsuge. Hvem skal holde øje med hende, når
jeg går hjem. Man kan ikke slip det. Er det lykke
des hende, når jeg møder i morgen. Årsagen til,
at hun levede som udsat i København, kendte jeg
ikke, men jeg vidste, at hun savnede sine børn.
Hun savnede at være mor og leve normalt som
du og jeg. Men hun magtede det ikke. Bagagen
var for stor, og hverdagens tanker plagede og
måtte for alt i verden bedøves og glemmes.
lange talestrøm og sagde, at han havde en aftale
kl. 10.00 med en der kom med hans medicin. Han
lovede at holde sig på fortovet og være hjemme,
når hans medicin kom.
Et par dage senere mødte jeg igen Ole. Han
huskede mig og sagde, at han havde ringet til
mig, da han var kommet hjem, “Jeg overholdt
aftalen Jeg er en mand af ære” Det betød meget
for ham, at jeg fik at vide, at han var kommet
hjem. “Men, hvordan Ole – du fik da ikke mit
nummer” spurgte jeg. “Jo jo det kan jeg da uden
ad. Jeg ringede 112”.
“Nå – der er du igen betjent. Du skal ikke være
bekymret for mig, jeg kan godt passe på mig selv.
Jeg er bare træt og vil ikke leve mere”
Frit fald
I dag var det Jessica, der var den forurettede.
Hun var faldet i søvn på bænken og havde fået
stjålet sin mobiltelefon og alle sine penge. Det
værste var, at hun var alt for syg til at lave penge.
Abstinenserne havde overtaget, og hun styrede
direkte mod kaos.
Den dårlige dag
Skraldespandene fløj rundt. Alt, hvad der ikke var
nagelfast, fik en tur. Jeg fik også en sviner, men
det var ok. Det var ikke mig, som han var vred på,
det var bare mig, han rendte ind i.
Alle hendes psykiatriske diagnoser fik frit spil.
Hysteri, gråd, selvskade, raseri, og ingen trøst
kunne lindre smerten, der kun blev værre og
værre. Hvad skal vi stille op. Det hører ikke hjem
me hos politiet. Men det er os, der står med det.
Han kunne ikke længere holde sammen på sig
selv. Al hans akkumulerede vrede og modgang
skulle ud, ellers ville han brænde fuldstændig
sammen, for han havde virkelig haft en dårlig
dag.
Redningen kom fra en anden bruger. Jeg ved
ikke, hvad der stod på glasset, men pillerne de
virkede. “Når ingen vil hjælpe os, må vi hjælpe os
selv” sagde han med et skævt smil. “Nu tager du
mig vel ikke for narkohandel” han vidste godt, at
det kunne jeg aldrig finde på.
En gammel kending
Ole stod og dirigerede trafikken på Vesterbros
Torv i dag. Det gik i og for sig meget godt, hvis
man tog i betragtning, at han ikke havde uniform
på. Han havde i det hele taget ikke ret meget tøj
på. Et par benklæder godt nede om rumpen, var
det, som udgjorde hans beklædning.
Da han fik øje på mig, stillede han sig ind på
fortovet og signalerede, at han ville tale med mig.
“Bliv bare stående Ole, jeg kommer over til dig”.
Han dirrede og kunne ikke vente, og så kom
talestrømmen. “De kalder på mig, kan du høre
dem, jeg er jo præsident for Hells Angels. Jeg er
så stærk som en okse” sagde han og pegede på
sine skuldre. “Ole det er ikke så godt, at du står
og dirigerer trafikken. Det skal du lade mig om.
Men er der noget jeg kan gøre for dig – skal jeg
køre dig hjem til Amager”. Ole fik lidt luft efter sin
20
Livet på rampen til stofindtagelsesrummet
Tørklædet hang der endnu, og var det eneste
tilbageværende spor efter et selvmordsforsøg,
som kun blev forhindret, fordi en anden stofbru
ger tilfældig kom forbi. Træt af livet hængte han
sig i et tagudhæng i en af kødbyens mørke pas
sager. Han var en af de asylansøgere, hvis liv var
sat på standby, og som levede tæt op af stofind
tagelsesrummet, hvor han vidste, at han både
kunne tage sine stoffer og blive passet på.
Når han ikke lå og sov på den bare asfalt, eller
var i færd med at indtage sit narkotikum, var han
på togt i byens butikker efter nemt omsættelige
vare og altid på en ny cykel. Når han kom tilbage
fandt han sit pusher næsten med samme punkt
lighed, som var det et 8-16 job. Det eneste han
levede for, var, når rusen trængte hans dæmoner