maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 23
væk og værst var det, når han vågnede og var i
underskud. Det var der livet mærkes allersværest, og det var i et sådant øjeblik, at han tog den
skæbnesvanger beslutning om at tage sit eget liv
ved at hænge sig i et tørklæde.
Der var ikke tvivl om, at han mente det alvorligt.
Han valgte et hjørne ude af syne, og han var både
blå og havde haft afgang af urin og fæces, da en
kvinde tilfældig kom forbi og forhindrede hans
død. På trods af hendes spinkle ydre, bar hun
ham op og råbte indtil tililende kom og fik bundet
knuden om hans hals op. Han blev genoplivet af
sygeplejersken fra stofindtagelsesrummet, men
ville ikke med ambulancen.
På modsatte side af gaden gik livet sin vante
gang. Her nød gæster og turister cafeernes
fristelser og rosevinens sødme.
Livet er fantastisk men også tilfældigt – det glemmer de fleste nok.
Til skue for alle
Brian stod i Istedgade med bukserne helt nede
om anklerne. Han svajede faretruende ud mod
kørebanen, og kunne kun tage små skridt for at
holde balancen. Det var en situation, han ofte
befandt sig i, men mindre ydmygende for ham,
når det skete i sidegaderne eller på Halmtorvet,
hvor trafikken var mindre tæt.
Turisterne, de forbipasserende og alle passagerne i linje 10 kiggede vantro på Brian. Brian tog
ikke notits af det, for han var et helt andet sted.
Jeg klædte Brian på igen. Og med den ene hånd
fat om buksekanten gik vi på Mændenes Hjem.
Her er der ingen fordømmelse, og Brian kan få lov
til at være som Brian er bedst. Langt væk fra
hverdagen.
Mie
27 sting i hovedet og han fik kun 2 måneders
fængsel. Jeg ved ikke, om jeg er levende eller
død. Når jeg ligger i kisten kommer der ikke
nogen. Jeg har ikke nogen. Jeg blev smidt ud fra
Bispebjerg da de havde sat det sidste sting i. “Nu
kan vi ikke gøre mere for dig søde. Kom godt
hjem” sagde de. Jeg har jo ikke noget hjem. Jeg
gik og gik. I Reden kan jeg ikke være, for de
andre råber af mig. De havde stukket skadestuesedlen i min lomme, og da jeg kom på Mændenes Hjem var der gået 22 timer, og jeg kan ikke
huske en skid.
Jeg har fået så mange bank. Se, alle mine tænder
er væk. Jeg ser ikke fjernsyn, jeg læser ikke
aviser, men jeg er ikke dum. Jeg ved noget om
livet du. Jeg har meget erfaring fra gaden – “ses”.
“Abdul”
Ved det første indtryk var han en nydelig ung
mand. Smilende og venlig, og hilste altid som
havde han hele verdens muligheder for sine
fødder. Men inderst inde var han kaotisk, panisk,
altid på vagt og altid parat til at skulle yde sit
bedste for at overleve.
Han startede som gadebarn, da han var 7 år, og
skulle klare sig selv. Han betlede og stjal for at få
noget at spise. Lightergassen tog brodden af de
dårlige sider af tilværelsen og sidenhen blev det til
hårde stoffer. Han hoppede fra by til by, fra kontinent til kontinent for til sidst at havne på Vesterbro
i København. Han var en fast del af stofscenen og
en del af den asylansøgergruppe, som prægede
stofscenen i slutningen af 10’erne. Han havde kun
det med i bagagen, som han havde lært som
gadebarn. At klare sig selv. At gøre det der var
nødvendigt for at overleve. Voldsparatheden
styrede hans måde at overleve verden på. Manglede han stoffer, penge eller andet, tog han det, og
han skelede ikke til, om de var større end ham
selv. Han mødte ikke modstand for alle var bange
for ham. Han var utilregnelig og alle var bange for,
hvad han kunne finde på.
Som så mange andre blev han indhentet af sin
kriminalitet og blev idømt måneders fængsel.
Man skulle tro, at pausen fra stoffer kunne få ham
til at tænke over sit liv og træffe de rigtige beslutninger, så han kunne komme godt videre i livet.
Men det var ikke tilfældet. Han glædede sig til at
komme tilbage på Vesterbro. Han glædede sig til
at komme tilbage til stofferne. Han havde aldrig
haft det så godt som på Vesterbro. Her blev han
taget af, og her fik han opmærksomhed af politiet, som ovenikøbet var venlige og omsorgsfulde.
Følelser, som han aldrig havde haft før, og som fik
ham til at se en mening med livet.
21