maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 28
Havde han i virkeligheden andre muligheder. Som
afvist asylansøger havde han kun udsigt til at
blive sendt tilbage til det ragnarok han kom fra.
Helvede på jorden og det ønskede han for alt i
verden at slippe for. Kokainen var hans frelse, for
han kendte ikke til andet.
Han lærte sig forbavsende hurtigt dansk, men
klarede sig fint på engelsk. “How are you sir. I am
fine, thank you, are you ok” – “always sir”.
Russisk Roulette (rivotril)
“Du ved ikke, om det er englene eller dæmonerne, du slipper løs, når du tager pillen”.
– Intet er hvad det ser ud til
Han var altid så smilende, når man mødte ham.
“Du er altid så glad” sagde jeg. “Det er kun udenpå” svarede han. Smilet holdt smerten væk.
Han havde så ret, og jeg blev lidt flov. Man kan
ikke altid se andres smerte.
Begravelsen
Det var på mange måder en smuk dag, men på
en meget trist baggrund. Familie, venner fra
gaden og professionelle fra stort set alle de
sociale tilbud i bydelen var mødt frem i Mariakirken for at tage afsked med den ung kvinde, hvis
liv var endt på så tragisk vis. Lige fra morgenstunden bemærkede jeg de bedrøvede ansigter
og kunne se, at flere havde grædt. Dem som
normalt kun med nød og næppe klarede sig
igennem dagen mødte op i den bedste udgave af
dem selv, forholdsvis ædru, og for at give hende
den sidste afsked.
Det var ikke så længe siden, at vi havde haft hende på bagsædet af Blå Bus for at køre hende på
Hvidovre Hospital, så hun kunne blive behandlet
for sin livstruende infektion. Men det var “med
den ene arm på ryggen” for hun kunne ikke undvære sine stoffer. “Det er mit liv, jeg bestemmer
selv” og det er jo rigtig nok. Men når nu hospitalet
ikke vil komme til dig, må du komme til hospitalet.
Jeg håber, at du tilgiver os, for du må ikke dø. Jeg
har alt for tit set at de mennesker, som ikke passer ind i kasserne, lander pladask mellem stolene,
og denne gang fik det fatale konsekvenser.
Jeg fik et stort kram af hendes mor, som havde
svært ved at holde sammen på sig selv. Hvor må
det være ufattelig svært at skulle sige farvel til sin
egen datter. Det er fuldstændig meningsløst.
26
Da rustvognen kørte og Istedgade gik i stå, gik
det først rigtig op for mig. Det var sket. Hun var
død.
Super Brugsen
“Må jeg få en øl” – “Nej, du skal først have noget
at spise”.
David stod foran Brugsen med sit Hus Forbi, og
det kan han rolig gøre, for lige netop der er han i
gode hænder. Brugsuddeleren er nemlig også
omsorgsperson, socialkontor, arbejdsformidling
og spisested, når lejligheden bød sig.
David drikker, men er et godt menneske. Det er
de fleste, på trods af deres udfald, når verden går
dem i mod, eller stofferne eller alkoholen tager
over, men ikke David. Han er et gennemført godt
menneske, han bliver bare fuld, og i dag var han
meget fuld, for han var ked af det. Han havde fået
afslag på sin pension.
Skylden
“Jeg har stjålet fra min mor. Jeg har bedraget
mine nærmeste, jeg ville så gerne gøre det om,
men det kan jeg ikke”
Et nyt ansigt
“Hej, du ser rådvild ud. Kan jeg hjælpe dig”. Han
stod i gården til Sundhedsrummet med sine
ejendele i en sort plasticpose, og var lige blevet
løsladt fra Vestre Fængsel. Der var ikke andre i
gården, og det var stadig tidligt. Pusherne var
ikke dukket op endnu, men han ventede gerne,
for han havde tænkt meget på det første fiks efter
sin ufrivillige pause.
Han skulle bare lige have en enkelt sjus, inden
han ville drage videre ud i verden. At dette skulle
blive en meget dårlig beslutning, fandt han først
ud af, da det var for sent. For da jeg mødte ham
noget senere, lå han på ryggen i en vandpyt i en
af Kødbyens kroge. Han kunne vækkes, men alt
var væk. Den sorte sæk med hans tøj huskede
han intet om. Pung, penge og togbillet var historie. Han havde fået sin frihed, men det var, ud
over det tøj han lå i, også det eneste han havde.
En go dag
Den morgen stod han ude foran Mændenes Hjem
og spejdede mod Hovedbanegården. Det var en
særlig dag, for han skulle for første gang i 15 år
have besøg af sin familie. Der var to timer til de