maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 29
skulle komme, men han var klar som en lille
dreng, der venter sit første fødselsdagsoptog fra
børnehaven.
Nervøsiteten var tydelig, hvad nu hvis det ikke
gik. Hvad nu hvis de ikke kom. “Har du kontaktet
din familie?” spurgte jeg. “Nej, de har sku kontaktet mig” svarede han “Nå, så skal de nok
komme”.
Jakob
Jakob var et stolt menneske, som elskede sin
frihed. Han havde sin faste plads foran kirken bag
en fastmonteret københavnerbænk. Her havde
han lænket sin cykel fast, så den støttede hans
lille interimistiske telt. Det var hans, og han havde
vel nærmest vundet hævd på stedet, for når man
spurgte folk, så svarede de, at han havde ligget
der så længe de kunne huske. Men det var ikke
derfor, at vi var der. Det var ikke derfor, at folk
havde ringet til os. Det var fordi, at han ikke var
der. Han var ikke set i flere dage, og hans ting
stod urørte hen. Var der mon sket ham noget.
Det var der på en måde, for Jakob havde fået en
lejlighed et sted, hvor der var et fællesskab med
andre grønlændere. Jeg håber han trives der.
Men jeg tror nu, at han savner vidderne, morgensolens refleksioner i de regnvåde brosten, og
friheden. Og skulle det regne og ruske, kunne
han altid lægge sig i bagagerummet på den
varebil, som en venlig og omsorgsfuld borger
havde stillet til rådighed for ham. Jo Jakob var
faktisk i gode hænder.
Når værelset blev for meget for ham, brugte han
stadig teltet bag københavnerbænken, for her
kunne han bedre tænke, som han sagde.
Saxogade
Han spurgte forsigtigt, om jeg kunne kende ham.
Selvfølgelig kunne jeg det. Ismail, den lille dreng
der var blevet voksen. Jeg havde kendt ham
siden han var en lille dreng, der spillede fodbold i
Saxogården, og senere da han sad i en af bydelens kælder i en gammel udrangeret sofa, med
sine kammerater og røg hash. Men det var længe
siden, at jeg havde set ham. Han havde færdiggjort sin uddannelse som tømrer, havde kæreste,
lejlighed og en lysende fremtid. Han var en af de
mange unge, som brød med sine storebrødres
kriminelle løbebane og fik et liv, hvor han var
herre i eget hus. Det var godt gået.
Han fortalte mig, at han en dag medens han stod
i lære tog tilbage til kælderen for at hilse på de
gamle hash-venner. Her opdagede han, at der
intet var sket. Selvom der var gået et par år, talte
de om præcis det samme. Samme historier,
samme vittigheder, samme jargon og de samme
faste pladser i sofaen. Det var som om intet var
sket, og tiden stod stille.
“Hvor var det godt, at jeg brød med dem – se
hvor jeg er i dag” sagde han. “Hvordan går det
med din storebror?” spurgte jeg. “Han er i spjældet” svarede han. Ismail var anden generation af
somaliske forældre, hvor moren havde stået
alene med det hele. 3 drenge og det var hårdt. De
stod altid forrest, når der var ballade nede i gården.
Det var et menneske
– men det var ikke menneskeligt
Det var tidlig morgen, da jeg fandt Hiecham
under et halvtag i Kødbyen, hvor han lå og sov.
Han var uden sko og havde tisset i bukserne.
Omkring ham var viklet en halvvåd dyne, men
hovedet hvilede på asfalten. Det var mere reglen
end undtagelsen at finde Hiecham på denne
måde. På alle måder en uværdig og umenneskelig situation at befinde sig i. Måske tænkte han
ikke selv over det. Måske tænkte han ikke længere på, om det var menneskeligt, det han foretog
sig, for set udefra var det bestemt ikke.
Han forsøgte at åbne øjnene, men kun øjenbrynene bevægede sig. Han forsøgt at sætte sig op,
men bevægede kun armene. Med støtte kom han
op og stå, hvorefter han trissede på tissevåde
sokker ned mod stofindtagelsesrummet for at
fedte sig til noget kokain, for han havde hverken
stoffer eller penge. Han havde ingenting, og han
var for syg til selv at lave penge.
Pernille en tidlig morgen
Smukke menneske, hvor er dine sko. Dine fødder
er sorte og forrevne.
Smukke menneske, hvad er der sket, blodet løber
fra sår og rifter på dine arme og ben.
Smukke menneske, hvor har du været. Du har
grædt og din mascara er løbet.
Hun klemte min arm med begge hænder og
hviskede, “Vi skal være gode mennesker – vil du
ikke sørge for, at vi er gode mennesker”.
27