maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 34
Hun slap sit greb om min arm, vendte ryggen til
mig og gik videre på sine bare fødder.
“Husk nu – det er ikke jeres datter, der har gjort
det. Det er misbruget”
Smukke menneske, hvor skal du hen. Hun ved
det næppe selv.
Ivan
Kokainen bragte ikke kun lykke og glæde. Det var
Ivan et godt eksempel på. Hans værste mareridt
udspillede sig lige for øjnene af ham. Han råbte
og skreg, lagde sig i fosterstilling og dækkede
hovedet med sine arme og hænder. Man kunne
næsten fornemme, hvordan slagene tappede
ham for kræfter. Foregik det i stofindtagelsesrummet, kunne vi skærme ham. Det var vanskeligere, når jeg stod med ham alene mellem de
parkerede biler ved Øksnehallen.
Et monster man kun kan holde af
Jeg fik allerede øje på hende, da jeg cyklede på
arbejde gennem Istedgade. Hun stod ud for
kiosken på hjørnet ved Abel Cathrines Gade og
gav den største sviner, jeg længe havde hørt til en
mand, der blot var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Han blev både lovet røvfuld og
meget andet. Nu vidste jeg, hvad dagen ville
bringe, når hun var i gaden, godt lakket til, alt ville
kunne ske. Hun var vild.
Hun havde også en god grund til det, for det, der
var overgået hende, skal ingen udsættes for.
At være solgt til prostitution. At være en forlystelse for mænd uden anger, i et miljø, hvor ingen
løftede et øjebryn, hvor alt var tilladt bare fordi
hun var kvinde og kom fra, hvor hun kom fra. Der
findes vel ikke noget værre.
Hun drak, fordi hun ikke kunne være i det. Blev
det monster, som mange havde svært ved at
holde af.
Men når man, ligesom jeg, har siddet på en
trappesten i Reverdilsgade og delt en vakuumpakket æggesandwich fra 7/11 og hørt hende
fortælle, kan man tilgive hende alt. Den dag hun
plantede en kanyle i panden på en anden stofbruger, var måske lidt i overkanten, men jeg tror,
at vi reddede den. I hvert fald sagde jeg til ham,
at det var alt for galt. Han havde nok selv været
ude om det.
Verden er grum og uretfærdig. Meningsløsheden
lukker mine øjne. Jeg vil ikke vide det, for jeg kan
ikke selv være i det.
Forældres mareridt
Forældrene var fortvivlede. Alle smykkerne var
væk. Vielsesringe, dåbsgaver og arvestykker. Alle
de gode minder var brutalt fjernet fra chatollet,
som var smadret til ukendelighed. Og tanken om,
at det var deres egen datter, der var gerningsmand, var ikke til at bære. De blandede følelser
rev i dem, hvordan kunne hun dog gøre det, og så
bekymringen. De havde hverken set eller hørt fra
hende i snart 4 uger.
32
I dag løb han ud i springvandet på Halmtorvet,
hvor han sammenkrøbet bad for sit og sin mors
liv. Jeg må erkende, at jeg et kort øjeblik overvejede at lade ham stå for at undgå at få våde sko.
Men det måtte ikke blive et tilløbsstykke, så jeg
gik ud til ham og vi kom begge sikkert i land. Han
har aldrig fortalt mig, hvad der skete i virkeligheden. Det tilkommer heller ikke mig at vide, men
det fremkaldte billeder om tortur og drab, og det
er nok for mig. Jeg forstår.
Da han begyndte at komme på Vesterbro, havde
han en guitar på ryggen. Han fortalte mig, at han
ville spille i et band, men den forsvandt ret hurtigt. Om den blev stjålet eller solgt, er jeg ikke
sikker på, men helt skrap til at passe på den, var
han i hvert fald ikke. Han forsøgte sig herefter
som billedkunstner. Han skaffede sig et spejlreflekskamera, og han planlagde at dekorerer
bydelens plankeværker med billeder af gadens
skæve eksistenser. Det blev desværre aldrig til
noget, for kameraet led samme skæbne som
guitaren.
I dag ser jeg ham kun sjældent, og han er altid
velklædt med lang frakke og sixpence. Jeg håber,
at han har fået det bedre. Det må han, for her
kommer kun de dårligste.