maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 35
Brev til en mor
Kære Ingrid
Jeg kan godt forstå, at du er fortvivlet over, at
have mistet kontakten til din søn, men du må ikke
føle skam. Vi vil gerne finde svar, men vi ved ikke,
hvor livet bringer os hen, eller hvilke årsager, der
ligger til grund for vores handlinger. Livet er så
skrøbeligt, og fodfæste mistes så let.
Jeg ved, hvem han er, men jeg kender ham jo
ikke. Jeg ved, hvor jeg kan finde ham, men det er
ikke sikkert, at han vil tale med mig. Sidst var han
trist, modløs og træt af livet. Jeg talte med ham,
men han responderer ikke rigtigt på min snak.
Han vil allerhelst være alene, og kunne han blive
helt væk i soveposen, og aldrig møde verden
igen, ville han have ønsket det.
Vi skal nok holde øje med ham. Alle os, der danner netværket på Vesterbro, men det er kun ham
selv, der kan tage beslutning om en anden vej.
En ting kan du regne med, vi opgiver ham ikke,
og du er ikke alene. Der er andre i samme situation som dig. Måske kunne det hjælpe at tale med
“Rådgivning til Pårørende”. Her vil du ikke være
alene.
Selv om de er væk, lever de jo videre i vores
tanker.
Kærligste hilsner
Gadebetjenten.
Søren
For snart mere end 20 år siden mødte jeg ham i en
opgang i Viktoriagade. Søren var stofmisbruger,
og jeg kendte ham godt fra gaden. Altid på jagt
efter penge og stoffer til sit næste fix. På en fod
patrulje traf jeg ham i opgangen, hvor han var i
færd med at fixe sig med heroin. Jeg kan huske, at
jeg sagde til ham, at han ikke måtte sidde der og
fixe, og han spurgte mig “Hvor må jeg så?”. Jeg
svarede, “Du må slet ikke – det er forbudt Søren”.
Søren havde svært ved at finde en åre, og jeg
havde god tid, for jeg er et tålmodigt menneske,
så jeg lod ham blive færdig i sit eget tempo. Og
pludselig sagde han, “Ved du hvad Rud. Jeg er
blevet misbrugt af min egen far” Han fortalte sin
historie, mens tårerne trillende ned ad hans
kinder og sagde til sidst. “Rud, når tankerne om
det der er sket fylder så meget i mit hoved, har
jeg kun 2 muligheder. Jeg kan tage stoffer, eller
jeg kan begå selvmord”. Den dag tog Søren
stoffer. Søren lever ikke mere.
Mødet med Søren, og andre i hans situation, blev
min skæbne. Det kom til at danne grundlag for
mit arbejde som gadebetjent i årene fremover.
Det var der, jeg fandt ud af, hvordan det hele
hang sammen – i virkeligheden meget simpelt og
samtidigt voldsomt kompliceret. Skyld fik en helt
anden klang. Hvis skyld var det, at Søren stjal for
at holde dæmonerne på afstand. Søren? Nej.
Hans far? Til dels. Samfundet? I høj grad. Kriminel eller ej, så var det først og fremmest mennesket, jeg havde med at gøre.
33