maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 47
Brian Bo
Stofindtagelsesrummet H17
Jeg havde en kaotisk barndom. Da jeg var 3 år
gammel, blev jeg og mine søskende tvangsfjernet fra vores forældre. Min far drak tæt, og min
mor var psykisk ustabil. Hun havde i mange år
været udsat for min fars tyranniske behandling
og havde derfor ikke det nødvendige overskud til
at tage sig af os børn. Vi blev afhentet af to betjente og anbragt på et børnehjem på Lolland.
Som 5-årig kom jeg til at bo hos en plejefamilie,
som selv havde misbrugsproblemer, og hvor
kærlighed og omsorg ikke hang på træerne.
Deres motivation for at tage sig af plejebørn var
helt klart den økonomiske gevinst. Det var en ren
pengemaskine. Og besynderligt nok førte kommunen ikke tilsyn med familien. Mine søskende
og jeg blev desuden spredt for alle vinde, vi fik
hver vores plejefamilie og mistede kontakten
med hinanden. Det var hårdt også at miste dem.
Den manglede indlevelse fra omgivelserne i
forhold til min situation bragte mig i en udsat
position. Jeg var vred, indebrændt og et voldsomt udadreagerende barn.
Jeg nåede at blive anbragt i tre forskellige plejefamilier, inden jeg som 15-årig stak af til Århus,
hvor det lykkedes mig at holde mig skjult for
myndighederne. Jeg fandt sammen med to andre
hjemløse, og vi byggede en bivuak i Risskov. Vi
havde det fedt, og selv om vinteren kunne vi
holde os varme med tæpper og stearinlys. Jeg
røg hash og glemte alt om min hårde opvækst.
Desværre blev vores opholdssted senere ryddet
af politiet.
I Århus var stoffet ritalin i omløb, og jeg udviklede
et heftigt misbrug. Jeg var også afhængig af
heroin og coke og blev på et tidspunkt indlagt
med en voldsom psykose.
Min mormor, som jeg havde haft sporadisk kontakt med, døde, og jeg rejste over til Sjælland for
at deltage i hendes begravelse. I 2013 flyttede jeg
til København og boede på Mændenes Hjem.
Undervejs mødte jeg min moster, som var et
omsorgsfuldt og forstående menneske. Hun
sørgede for, at jeg fik nok at spise, og selv når jeg
45