maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 63
Michael Lodberg Olsen
Social iværksætter på Vesterbro
“At arbejde med mennesker er vildt”
En udiagnosticeret ADHD gav mig mange problemer i skolen. Jeg kunne ikke sidde stille, jeg kom
tit op at toppes med lærerne og var jævnligt oppe
og vende på rektors kontor. Kom også i “dårligt”
selskab, fordi jeg syntes, det var de fedeste og
sjoveste fyre at hænge ud med. I en frokostpause
i 6. klasse stjal en kammerat og jeg en stor flaske
Jägermeister, og i stedet for at spise min madpakke delte vi flasken. Vi blev så fulde, at vores
forældre måtte hente os og køre os direkte til
lægen.
Vi flyttede fra Skjern til Sønderborg, og dette skift
betød, at jeg kunne skabe mig en helt ny identitet, skønt det ikke var et bevidst valg. Den nye
version af Michael var en pæn og imødekommende dreng, der var iklædt den sidste mode. Jeg fik
gode venner og lagde den halvkriminelle løbebane bag mig. Da jeg stoppede i gymnasiet efter et
år, insisterede mine forældre på, at jeg skulle tage
en fornuftig uddannelse. Jeg valgte den hurtigste
og nemmeste, som var teknisk assistent – en
uddannelse, som jeg aldrig har brugt sidenhen.
Murens fald i 1989 åbner op for østblokken, og
de billeder, som strømmer ud derfra, er bl.a.
billeder af rumænske børnehjemsbørn, som er
anbragt i tremmesenge dagen lang. Det vækker
en voldsom indignation i mig, og jeg beslutter at
rejse derned for at dokumentere deres skræmmende forhold.
Jeg kom til et hospital, hvor der var omkring 80
børn sammen med 800 kriminelle, psykisk syge
61