maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 64
voksne, som også levede under nogle forfærdelige forhold. Nogle af de indlagte blev betegnet
som uhelbredelige. De var låst inde i et værelse
med en spand til at forrette deres nødtørft og
blev kun låst ud, når de skulle spise. Mit fokus og
engagement ændrede sig, og jeg udgav en fotobog, som dokumenterede de psykisk syge voksnes forhold.
Første gang, jeg var på hospitalet, kunne jeg ikke
klare at være der længere end to timer, så rædselsvækkende var det at opleve forholdene. Men
efterhånden tilbragte jeg mange timer, flere dage,
flere uger og holdt også jul der. Jeg arbejdede
frivilligt for internationale organisationer, og vi
renoverede hospitalet. Samtidig fortsatte jeg med
at fotografere. Det analoge fotografi krævede, at
jeg ind imellem rejste hjem for at arbejde i mørkekammeret med at fremkalde mine billeder, og det
skift frem og tilbage mellem Rumænien og Danmark satte skub i nogle vigtige erkendelser.
jeg måtte selv finde en base i Danmark. Det blev
en lejlighed på Vestebro, som dengang var det
billigste sted i København.
På Vesterbro blev jeg nabo til nogle af de mest
udsatte stofbrugere og hjemløse, der lever på
gaden, og jeg involverede mig i deres forhold. For
at skabe værdighed, bedre forhold og sundhed
har vi sammen taget initiativer som i dag hedder
Dugnad, Fixelance, Sexelance, Pantholder…
Teksten er en udskrift af en båndet samtale
mellem Michael Lodberg Olsen og Hanne Lise
Thomsen i april 2022
At sidde uden for Blok E i 20 graders frost med
meterhøje snedriver og iagttage de psykisk syge
skovle sne iført pyjamas og bare tæer, mens jeg
selv var iført tre lag Helly Hansen og min mors
hjemmestrikkede sokker, blev en helt normal
virkelighed. Vanens magt er ubønhørlig, og vi
vænner os til grusomhederne. Men når jeg vendte hjem og lagde afstand til begivenhederne i
Rumænien, indså jeg, hvor ubærlige forholdene
var, og at der måtte handles. Den indsigt er stadigvæk en vigtig drivkraft og igangsætter for mig.
En anden vigtig erkendelse i den periode var, at
jeg var god til at få nye ideer, sætte processer
igang, og at det faktisk var let at skabe en forandring til det bedre. Jeg kontaktede f.eks. Sadolin,
da jeg var hjemme fra Rumænien, fik udleveret
maling og kørte afsted med tre frivillige og en hel
trailer fyldt med maling. I løbet af et par uger fik vi
malet hele børneafdelingen på hospitalet.
Jeg var også i det tidligere Jugoslavien for at
dokumentere krigens rædsler, men det blev for
voldsomt for mig, og jeg stoppede helt med at
fotografere. Jeg tog derfor igen til Rumænien og
fortsatte arbejdet med gadebørn og udsatte i
Craiova i det sydlige Rumænien.
Jeg rejste frem og tilbage mellem Rumænien og
Danmark. Vennerne fik kærester, og derfor blev
det vanskeligere at sove på sofaen hos dem, så
62
Initiativtager og daglig leder af Antidote Danmark, der kæmper for at stoppe de mange overdosis dødsfald blandt stofbrugere i Danmark.
Michael Lodberg Olsen har desuden iværksat en
lang række initiativer: Fixelancen, Danmarks
første lovlige fixerum. Cafe Dugnad for gadens
folk. Sexelancen – The Red Van – et sted for
gadens sexarbejdere med fokus på øget sikkerhed og sundhed. Pantholderen for værdighed for
Pantsamlere. Gademagasinet Strada for alle
dem, der ikke må sælge Hus Forbi. ILLEGAL! – et
kulturmagasin om stoffer, der sælges af gadens
stofbrugere.