maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 73
Jeg har på mange måder haft et svært og udsat
liv. Det er dyrekøbte erfaringer, som jeg bruger i
mit arbejde i Brugernes Akademi. Jeg er vokset
op i et dysfunktionelt hjem, jeg var en udsat
teenager og har i perioder levet i hjemløshed.
Min allerførste erindring er, at jeg ligger i en
tremmeseng, og der er også tremmer over sengen. Min far var smed, og han kunne lave alt. Jeg
var et barn med krudt i røven, så hvis jeg ikke
skulle hoppe ud fra 4. sal, når de sov, fordi jeg var
alle vegne af nysgerrighed, så var det nødvendigt
med tremmerne, også for min egen sikkerheds
skyld, og de ville selvfølgelig passe på mig. Jeg
husker det ikke som noget ubehageligt, men som
voksen var det ikke lige den løsning, jeg ville
vælge for Oliver.
Vi var en lille kernefamilie – min far, mor, søster og
mig. Jeg blev født i 1970. Min søster viste sine følelser. Hun vidste, at hun var følsom, hvorimod jeg
var typen, der var “glad og sjov” – den, der forsøgte at holde humøret oppe, hvis jeg kunne mærke,
at stemningen var trykket, og det var den tit.
Min far havde en lille papirfabrik, og jeg kan
huske, jeg var så stolt af, at han havde en blå
lastbil. Når han kom hjem fra arbejde, så landede
han på Aladdin. Når jeg så, at den blå lastbil var
der, så vidste jeg, han var “hjemme”. Aladdin var
det lokale værtshus, som lå 40 meter fra vores
opgang på Åboulevarden.
“Du flytter!” “Nej, du flytter!” “Nej, du flytter!”
“Nej, du flytter!” De blev ved … Jeg sad med
hænderne for ørerne, men jeg kunne høre, at min
søster græd. Der skinnede et orange lys gennem
gardinerne i mine forældres soveværelse, hvor
min far lå med tømmermænd i sengen og råbte. Senere blev lyset lilla. Men det var først, da
min far var flyttet.
Jeg kan ikke huske mere fra den episode, men
jeg kan huske, at min far flyttede, og jeg følte, at
det var 100% min skyld. Jeg elskede min far
overalt på jorden, men der var ikke nogen, der så
en tåre på min kind. Mit job var jo at holde de
andre glade, min mor og min søster, det var dem,
der græd, og jeg var den sjove, der fik dem til at
grine, og den rolle kunne jeg ikke afvige fra.
Da jeg var syv år, flyttede min mor sammen med
min stedfar, en sociopat, hvis yndlingsbeskæfti-
gelse var at tirre mig og min søster ved aftensbordet. En usympatisk type, og desuden var han
nærig som bare fanden. Vi skulle vaske vores tøj i
hånden, og han tog tid på os, når vi var i bad.
Da jeg er omkring 14 år, flytter vi til Skive, og jeg
begynder at ryge hash og drikke alkohol. Som
syttenårig kommer jeg i behandling for mit misbrug af lindrende medikamenter, der har taget
fuldstændig overhånd. Min søster får det iværksat med hjælp fra Tine Bryld, som er rådgiver på
radioprogrammet Tværs. Fra jeg er 17, til jeg
bliver gravid med Oliver som 27-årig, er jeg igennem utallige behandlingsforsøg, men slutter først
helt med stofferne, da jeg finder ud af, at jeg er
gravid med Oliver i ottende uge.
Jeg har mistet over 15 nære venner og veninder
igennem årene – bl.a. har jeg mistet min søns far,
som døde af en overdosis, da vores søn kun var 7
år. Vi havde ellers haft et liv med sovs og kartofler
og Vild med dans i de 7 år, hvor vi var uden stoffer. Da min søn var 9 år gammel, blev han fjernet
fra mig, og jeg måtte kæmpe i to år med Gadejuristens hjælp for at få ham tilbage igen. I dag er
han en velfungerende ung mand, og vi har dyb og
ærlig relation.
Jeg har haft et langt liv i det såkaldte hjælpeapparat, herunder 23 døgnbehandlinger, hvoraf en
stor del foregik i det nyreligiøse tolvtrins program. Desuden har jeg også en del erfaring med
ambulant stofbehandling. Jeg har haft en del
indlæggelser på lukkede psykiatriske afdelinger,
hvor jeg som stofbruger ikke var velkommen.
Følgesygdomme efter stofbrug som hepatitis C
og KOL har også givet mig erfaringer med det
øvrige sundhedsvæsen. Her har jeg oplevet at
blive stigmatiseret, vurderet som mindre værd og
i det hele taget behandlet, som om jeg ikke fortjente den samme hjælp som andre patienter.
Efter at have oplevet adskillige mere eller mindre
tilsigtede overgreb fra et system, som i virkeligheden skulle være til for at hjælpe mig, besluttede jeg at gå i krig for at ændre det til det bedre.
For der skulle en krig til, og der skal stadig råbes
meget højt, før udsatte bliver hørt øverst oppe.
Stofbrugeren ligger nederst i samfundsordenen,
folk er ikke klar over, at vi også kan noget, at vi
har de samme rettigheder som alle andre borgere
– og det skal der laves om på.
71