maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 85
KAREN-REBEKKA WIAH (K.R.EMA)
Gadens Stemmer
Som 6-årig blev jeg tvangsfjernet fra min mor, der
havde det dårligt og var psykisk sårbar. Jeg
husker det meget tydeligt – jeg forsøgte at gemme mig under spisebordet, da politiet mødte op
for at hente min bror og mig. Jeg blev anbragt og
boede på forskellige institutioner, frem til jeg blev
18 år. Ingen af de ansatte, jeg kom i berøring
med, viste mig nogen særlig opmærksomhed
eller ømhed. Jeg blev fra starten stemplet som
besværlig, lidt sær og indesluttet, og jeg passede
mere eller mindre mig selv. Jeg græd mig tit i
søvn til Suzi Quatros “The Wild One” og levede i
en fantasiverden. Jeg slugte en masse lægeromaner og drømte om et helt normalt liv med
arbejde og familie.
Min bror og jeg blev skilt ad, og jeg kom til Barnets Hus i Nordsjælland, hvor moster Erna, en
bestemt kvinde, var forstander. Det var kutyme,
at man kaldte forstanderne på de forskellige
institutioner, hvor jeg tilbragte min barndom,
enten tante eller moster for at skabe illusionen
om en hyggelig familie. Jeg startede i en almindelig folkeskole og oplevede det som et fri-
rum i forhold til børnehjemmets triste og kolde
atmosfære.
Som 18-årig kom jeg på Egå Ungdoms-Højskole,
som blev en helt speciel oplevelse. Her mødte jeg
jævnaldrende kammerater, og jeg har heldigvis
stadigvæk kontakt med nogle af dem. Da jeg
begyndte på højskolen, lånte jeg en kuffert af
moster Erna, som jeg afleverede tilbage, da
opholdet sluttede. Jeg ville gerne bo på børnehjemmet, indtil jeg fandt et sted at bo, men hun
afviste mig, det var ud af vagten med det samme.
Inden jeg forlod Barnets Hus, gav moster Erna
mig en plasticpose fyldt med postkort, som min
mor havde sendt til mig. Det undrede mig, at jeg
ikke havde fået udleveret postkortene før, da det
ville have betydet uendeligt meget for mig. Nu
orkede jeg ikke engang at læse dem og smed
posen med alle postkortene væk.
I mange år drømte jeg om at uddanne mig til
jordemoder eller sygeplejerske, og det lykkedes
mig at gennemføre en uddannelse til sosuhjælper, hvilket var et skridt på vejen. Jeg var ansat i
83